Måned: juni 2023
30-06-2023
Svendborg får et nyt teaterhus
På den gamle værftsø Frederiksø, centralt på Svendborg Havn, skal en gammel stålhal være BaggårdTeatrets nye teaterhus. Med en bevilling på 84,5 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden bliver det nye teaterhus en essentiel brik i udviklingen af Svendborg Havn som et nyt rekreativt område med både kulturelle og maritime aktiviteter.
”Det nye teaterhus i ”Stålhallen” på Frederiksø vil, med placeringen midt i Svendborg Havns aktive værftsindustri, styrke byens udvikling og det rige kulturliv. Jeg håber, at ”Stålhallen” kan blive et levende sted med oplevelser, der vil række ud til et stort publikum”, siger A.P. Møller Fondens formand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.
BaggårdTeatret, der i 2021, 2022 og 2023 var nomineret og indstillet til en Reumert som Årets Teater, skifter i forbindelse med flytningen navn til Stålhallen Teater. Dermed tager teatret navn efter den hal, det nye teaterhus bygges i.
Grunden på Frederiksø er doneret til teatret af Svendborg Kommune. Det nye teater tegnes af Praksis Arkitekter, som i vid udstrækning vil genbruge Stålhallens oprindelige konstruktion for at bevare den industrielle identitet, som er en vigtig del af Svendborgs kulturarv.
29-06-2023
Ungdomsøens Havn fremtidssikres
Ungdomsøen på Middelgrundfortet er en ø fuld af aktiviteter for unge – udviklet af unge. Havnen er Ungdomsøens hjerte. Det er her man går i land fra færgen, lystsejlere lægger til og hvor bålhygge og fællesmiddage samler folk.
Med en bevilling på 70 millioner kroner ønsker A.P. Møller Fonden at bidrage til at fremtidssikre besejlingen til det historiske søfort og til den fortsatte udvikling af Ungdomsøen som et attraktivt sted for de mange besøgende og engagerede unge.
Med projektet inddeles havnen i i fire zoner til hvert sit formål: Aktivitetsstrøget, Landgangen, Servicekajen og Stranden. Aktivitetsstrøget vil blive samlingspunktet for forskellige fysiske aktiviteter. Ved Landgangen og Servicekajen skal både og større skibe kunne lægge til, og på Stranden skabes der mulighed for afslapning i sandet.
Renoveringen foregår i perioden 2023-2027. Udover udviklingen af de nye områder og faciliteter bliver kaj- og moler renoveret ligesom øen bliver klimasikret.
27-06-2023
Bedre adgang til naturoplevelser ved Kolding Fjord
Med en bevilling på 50 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden kan KFUM-Spejderne nu opføre et nyt spejdercenter på Houens Odde ved Kolding Fjord. Det nye spejdercenter skal være samlingssted for både spejdere, foreninger, skoler og lokale borgere og give tusindvis af børn og unge bedre mulighed for at møde naturen.
A.P. Møller Fonden støtter fornyelsen af Houens Odde Spejdercenter for at gøre det attraktivt for endnu flere børn og unge at indgå i et aktivt spejderfællesskab i naturen. Samtidig skabes et attraktivt udflugtsmål for alle i trekantsområdet, hvor den unikke kombination af skov, mose og adgang til vandet byder på enestående naturoplevelser.
Houens Odde Internationale Spejdercenter har som en del af KFUM-Spejderne i Danmark siden 1947 dannet ramme om spejderaktiviteter og lederuddannelse. Stedet er i dag et internationalt spejdercenter, hvor spejdere og unge frivillige fra hele verden mødes på tværs af nationaliteter.
Der holdes en arkitektkonkurrence i forbindelse med opførelsen af det nye spejdercenter.
Under overskriften ’Landskabets Haller’, skal der opføres tre nye bygninger på Houens Odde: Skovens Hal, Himlens Hal og Fjordens Hal:
Skovens Hal bliver det nye knudepunkt for aktiviteterne i området og vil erstatte det nuværende spejdercenter. Herfra vil der være adgang til oplevelser i skoven, overnatning, madlavning i det fri, faciliteter til lejrskole og meget mere.
Himlens Hal skal udgøre stedets ‘forsamlingshus’ i naturen, hvor der er plads til undervisning og formidling. Samtidig vil hallen med udsigt til himlen give mulighed for ro til fordybelse og samvær.
Fjordens Hal vil blive udgangspunktet for at gå på opdagelse i dyre- og plantelivet omkring vandet. Samtidig vil Fjordens Hal understøtte en bred palette af sejlaktiviteter og oplevelser på og i vandet.
21-06-2023
Nyt kulturelt kraftcenter omkring Viborg Domkirke
Store dele af Danmarkshistorien har udspillet sig i Viborg, og området omkring domkirken er byens historiske omdrejningspunkt. Med en bevilling på 47 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden skabes nu et nyt byrum og udeareal omkring den historiske bykerne.
A.P. Møller Fonden ønsker at bidrage til domkirkekvarterets rige kulturarv og benytte de mange fortællinger som afsæt for et nyt aktivt og moderne byrum i hjertet af Viborg. På samme måde skal de mange materialer af høj kvalitet, der allerede er i kvarteret, tænkes ind i de fremtidige løsninger, så deres fortællinger kommer med, og projektets CO2-aftryk begrænses.
Bevillingen er øremærket flere sammenhængende projekter, blandt andet opgraderingen af Stænderpladsen, der med sin centrale placering har potentiale til at blive et grønt ankomst- og samlingssted for domkirkekvarteret. Ambitionen er, at der her skabes et grønt byområde, der samtidig formidler stedets historie om magt og demokrati gennem virtuelle og fysiske virkemidler. De øvrige projekter består herudover af et nyt Viborg Museum, et Velkomstcenter for hele Hærvejen, flere og større udstillingsrum for Skovgaard Museet og aktivitetsmuligheder for Unesco Creative Space i Viborgs gamle rådhus.
En del af bevillingen er en arkitektkonkurrence om en helhedsplan for hele domkirkekvarteret. Det samlede projekt har et budget på omkring 150 millioner kroner.
19-06-2023
Nyt projekt skal klimasikre Haderslev og skabe et nyt grønt åndehul i byen.
Ny park i Haderslev skal håndtere de større regnmængder, der følger med klimaforandringerne og samtidig skabe en levende bypark.
Nyt projekt skal klimasikre Haderslev og skabe et nyt grønt åndehul i byen.
A.P. Møller Fonden støtter med 20 millioner kroner indretningen af Haderslevs nye park Jomfrustien for at bidrage til at binde en af Danmarks historiske bymidter naturligt og harmonisk sammen med den nye moderne havnebydel. Og fordi det sker på en måde, som både gavner biodiversiteten og skaber nye mødesteder for Haderslevs borgere og gæster.
Den nye park skal håndtere de større regnmængder, der følger med klimaforandringerne og samtidig skabe en levende bypark.
Jomfrustiparken strækker sig over 750 meter fra vest til øst med et stisystem på i alt 580 meter. Parken vil bestå af åbne plæner, frodige beplantninger der øger biodiversiteten, nye og gamle træer og bassiner, der kan rumme op til 6.500 kubikmeter vand. Projektet udføres i et samarbejde mellem Haderslev Kommune og forsyningsselskabet Provas og har et samlet budget på 176 millioner kroner.
Fondens bevilling går blandt andet til etablering af følgende elementer i parken
- Vandets plads: et 400 kvadratmeter stort rundt mødested med fast belægning hen over vandspejlet og udsyn mod Domkirken og Sct. Marie Kirken.
- Vandets kaskade: et bassin der håndterer og leder vandet videre i et mindre plaskende vandfald.
- Vandets hus: et overdækket mødested for alle med formidling om parken, mulighed for opbevaring, toiletfaciliteter, mindre udstillinger samt foredrag og salg af kaffe.
- Til bords med vandet: et mindre bygværk på tværs af vandet, som kan fungere som picnicsted.
- Vandets podier: udkigsplatforme, hvor borgerne kan få et særligt panoramisk blik over parken
- Vandets gynger: gynger for børn og voksne der placeres på bassinkanten og giver sus og blik over vandet.
- Bikeplateau: en del af cykelserviceinfrastrukturen i og omkring Haderslev, som skal anspore flere til at udforske kommunen på cykel. Et sted for cykelvask, pumpning, el-opladningspost, drikkepost og samvær.