Måned: september 2023
19-09-2023
Skakkens Hus - hjernens motionscenter
I 2024 bliver det muligt at træne hjernen og dyrke mentalt sunde fællesskaber, når Dansk Skoleskak åbner Skakkens Hus på Sølvgade centralt i København. Skakkens Hus forventer at kunne indbyde 25.000 indenfor hvert år.
A.P. Møller Fonden støtter Skakkens Hus for blandt andet at styrke børns mentale udvikling, møderne på tværs af generationerne og ikke mindst tilbuddene til gruppen af børn, der ikke nødvendigvis trives med andre fællesskabstilbud.
Dansk Skoleskak hjælper børn og unge med at spille hjernen stærk og udvikle sig fagligt, socialt og mentalt via skoleskak. Organisationen er startet i 1960 af skoleledere, -lærere og -elever. Dansk Skoleskak har den nationale kompetence inden for skoleskak og rådgiver kommuner og skoler i at anvende skoleskak som systematisk læringsmetode.
18-09-2023
Fondens donation på en milliard kroner til folkeskolen – læs om aktiviteter og resultater
Ambitionen med A.P. Møller Fondens donation på 1 milliard kroner til Folkeskolen var at bidrage til at løfte børn og unges læring, trivsel og dannelse. Folkeskoledonationen har muliggjort 222 projekter med blandt andet mere end 75.000 efter- og videreuddannelsesforløb for lærere, mere end 17.500 for pædagoger og 1.500 for skoleledere. Læs mere om resultaterne i en ny publikation.
I 2013 beskrev Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden, fondens tanker omkring donationen således ”En endnu bedre folkeskole ligger Fonden meget på sinde. En vellykket skolegang, hvor børnene lærer mest muligt, er helt central både for det enkelte barn og for Danmark som helhed. Børn og unge er Danmarks fremtid.”
Ved donationens afslutning, udtaler formanden, ”Det er vores forhåbning, at donationen har gjort nytte bredt i Danmark til gavn for folkeskolens lærere, ledere, pædagoger og ikke mindst dens elever.”
I forbindelse med publikationen udtaler formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen:
”Lærerne i folkeskolen efterspørger i massivt omfang kompetenceudvikling i deres undervisningsfag. Folkeskoledonationen har bidraget til at imødekomme deres ønske om faglig udvikling – så de kan lykkes bedre med undervisningen.”
Formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, siger:
”Vi er taknemmelige for den investering i børn og unges læring, trivsel og dannelse, som A.P. Møller Fonden har ydet. I Skolelederforeningen opfatter vi Fondens støtte som et både tydeligt og afgørende signal om, at vi skal værne om fællesskabets skole og folkeskolen som en samfundsbærende organisation. Der er med de mange projekter sat fokus på, at god ledelse er afgørende i forhold til elevernes læring og trivsel. Stort set alle udviklingsprojekter involverer ledelse på en eller anden måde, og det er vores vurdering, at den samlede ledelseskapacitet i folkeskolen er blevet styrket.”
15-09-2023
Fonden til Lægevidenskabens Fremme
Vi har åbnet adgangen til at søge Fonden til Lægevidenskabens Fremme 2023. Ansøgningsfristen er tirsdag den 10. oktober 2023.
Det er muligt at søge om støtte til blandt andet:
• Videnskabelige projekter udført af laboratorier og institutioner
• Udgifter til forsøgsmaterialer
• Anskaffelse af mindre apparatur
• Enkeltpersoners korterevarende ophold ved udenlandske universiteter eller institutioner.
Uden for ansøgningsperioden er det ikke muligt at sende ansøgninger til Fonden for Lægevidenskabens Fremme.
I 2022 modtog Fonden 380 ansøgninger, hvoraf 174 blev imødekommet med i alt 8,7 mio. kroner.
Links:
Læs om ansøgningskriterier, og hvad ansøgningen bør indeholde
Tilgå ansøgningsportalen
11-09-2023
Forbedring af de fysiske rammer på ordblindeefterskole på Fyn
Rågelund Efterskole på Fyn har modtaget en bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond på 20 mio. kr. til at opføre to nye elevboliger. Bygningerne skal opføres i sammenhæng med to allerede eksisterende elevhuse, hvilket betyder, at alle elever fremover kan bo på en samlet campus på skolen i et miljø, der vil blive skolens hjerte.
Som det er nu, bor Rågelunds 96 elever fem forskellige steder på skolens område, hvoraf dele er utidssvarende samt mangler fælleslokaler.
For Den A.P. Møllerske Støttefond er det ambitionen at bidrage til bedre rammer på en efterskole, som løfter en særlig og specialiseret opgave med at undervise unge med skrive- og staveudfordringer – og dermed hjælpe dem videre i deres faglige og sociale udvikling.
Byggeriet forventes at begynder primo 2024 og planen er at en indvielse vil ske i løbet af 2025.
7-09-2023
Behandlingen af spilafhængige løftes med projektet "Mere på Spil"
Med en donation på over 9 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond får Center for Ludomani nu mulighed for at tilbyde et endnu bedre udrednings- og behandlingstilbud til spilafhængige på centrets fire behandlingssteder i Danmark. Donationen er givet til det treårige projekt ”Mere på Spil”. Projektet bygger på grundige forundersøgelser og en række kliniske erfaringer. Fonden støtter projektet for at bidrage til at forbedre behandlingen af spilafhængige i Danmark.
Med ”Mere på Spil” får spilafhængige et bedre udgangspunkt for at få den rette hjælp, når de er mest motiveret for forandringen, og målet er at hjælpe så tidligt som muligt med at finde frem til de dybere liggende årsager til spilafhængigheden. Dele af projektet er allerede afprøvet, og har vist sig at skabe stor værdi for de ramte.
Omdrejningspunktet for projektet bliver et tværfagligt samarbejde mellem autoriserede psykologer og psykiatere.
6-09-2023
”The shelter” i Deep Forest Art Land
Mere end 50.000 mennesker tager hvert år på ekspedition i Deep Forest Art Land, syd for Herning. Nu byder stedet snart på endnu flere spændende oplevelser med støtte på 10 millioner kr. fra A.P. Møller Fonden og ti andre fonde, som i alt har støttet projektet med 57 millioner kroner.
Støtten gør det muligt at realisere projektet ’I kunsten og naturen sammen’, som kommer til at løfte hele Deep Forest Art Land – ikke mindst med den enestående arkitektoniske konstruktion, ‘The Shelter’.
A.P. Møller Fonden støtter Deep Forest Art Land for at bidrage til at åbne kunsten og naturen op for endnu flere mennesker.
Deep Forest Art Land vil snart kunne begynde arbejdet med projektet, der vil give endnu flere forskellige brugergrupper mulighed for at samles og inspireres i utraditionelle omgivelser. Projektet kommer til at løbe over de næste 4 år.
Projektet ’I kunsten og naturen sammen’ er støttet af A.P. Møller Fonden, Realdania, Nordea-fonden, Lokale- og Anlægsfonden, Herning Kommune, Ny Carlsberg Fonden, Augustinus Fonden, Ole Kirks Fond, Obelske Familiefond, Louis Hansen Fonden, Ege Fonden, Johannes Jensen og Helle Mau Jensens Fond.
1-09-2023
Nyt aktivitetshus til specialiseret autismecenter i Fredericia
En donation på 9 millioner kr. fra Den A. P. Møllerske Støttefond til Region Syddanmarks nye specialiserede autismecenter gør det muligt at opføre et aktivitetshus og en gangbro, som giver bedre adgang til områdets naturoplevelser og lokalområde i det hele taget. Tiltagene vil kunne understøtte beboernes aktiviteter og dermed bidrage til bedre livskvalitet for mennesker med autisme i Region Syddanmark.
Det første spadestik til opførslen af det nye autismecenter i Fredericia blev taget i marts i år. Når centeret er færdigt, kommer det til at rumme 21 boliger til borgere, som har brug for støtte i hverdagen.
Den nye gangbro kommer til at være en åben grænse mellem borgernes trygge base i deres hjem på centeret, den mere vilde natur og de øvrige omgivelser. På samme måde kommer det nye aktivitetshus til at være en god ramme for aktiviteter, som mennesker med autisme ellers kan have svært ved at deltage i. Aktivitetshuset kommer til at danne ramme for f.eks. motion, computerspil og sociale arrangementer med ligesindede og familier, og vil dermed være med til at give gode oplevelser.