21-12-2023

LAB X - fremtidens læringsrum på Kjærgård Landbrugsskole

Rendering af X LAB på Kjærgård Landbrugsskole

Illustration: TEKT Arkitekterne

Fremtidens landmænd skal være klædt på til den grønne omstilling. Kjærgård Landbrugsskole får nu bedre muligheder for at løfte den opgave med nye specialdesignede faciliteter kaldet LAB X. Her vil der både blive plads til et auditorium og laboratorium, som bliver en del af en ny smuk bygning på skolen. Byggeriet er muliggjort af en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 15 millioner kroner.

I LAB X får skolens elever adgang til ny teknologi, hvor de bedre kan arbejde med levende dyr og maskiner, som for eksempel droner, malkerobotter samt adfærdsdata og kamerastyring.

LAB X vil samtidig gøre det muligt at give skole- og efterskoleelever et indblik i landbrugsuddannelser og fremtidens landbrug.

LAB X opføres som en rund bygning i bæredygtige materialer, som træ, sedumplanter og genbrugsteglsten.

Kjærgård Landbrugsskole, der ligger i Bramming i Sydvestjylland, er en af de yngste landbrugsskoler i Danmark og har et elevtal på omkring 100 årselever.

14-12-2023

København får en ny stor multihal i Tingbjerg

Luftfoto af Tingbjerg i København

Foto: Københavns Kommune

En ny stor multihal med potentiale til at blive et nyt arkitektonisk vartegn for Tingbjerg er på vej til København. Multihallen kommer til at rumme mange funktioner både indenfor idræt og kulturbegivenhed – til gavn for områdets borgere og københavnere i bred forstand.

Det vil koste i omegnen af 500 millioner kroner at opføre multihallen, og Den A.P. Møllerske Støttefond bidrager med 400 millioner kroner til byggeriet. Københavns Kommune vil stille det resterende beløb til rådighed og investere markant i trafikale løsninger i området samt i en opdatering af Tingbjerg Idrætspark, som multihallen skal ligge ved.

Den A.P. Møllerske Støttefonds formand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla siger:

”Det er Fondens ønske, at den kommende multihal vil blive til gavn for det lokale idræts- og kulturliv i Tingbjerg, men også at multihallen skaber nye attraktive rammer for aktivitet og samvær, som vil tiltrække mennesker fra hele København. Og dermed skabe en udvikling i området, som vil være til glæde for hele hovedstaden.”

Multihallen bliver på omkring 12.000 etagemeter og en del af beløbet er afsat til at sikre en særlig høj arkitektonisk kvalitet med fokus på bæredygtighed og bevarelse af områdets grønne karakter. Den A.P. Møllerske Støttefond vil i den kommende tid udskrive en arkitektkonkurrence, hvor også lokalområdet, foreninger og eksperter vil blive inddraget.

11-12-2023

A.P. Møller Fonden støtter landskab og biodiversitet på Bognæs

Luftfoto af halvøen Bognæs i Roskilde Fjord

Foto: Ole Malling

Landskabet på halvøen Bognæs i Roskilde Fjord er enestående. Her finder man tydelige tråde tilbage til fortidens kongelige vildtbane og guldalderlandskab samt en fantastisk natur med 500 år gamle egetræer, sjældne skovbiller, padder, krybdyr, flagermus og insektædende fugle.

For at bevare, genskabe og udvikle Bognæs’ natur har Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med blandt andre lodsejeren planlagt et stort landskabs- og biodiversitetsprojekt. Projektet omfatter et 476 hektar stort område og rummer en række indsatser, som skal understøtte områdets biodiversitet og landskabsværdier.

Med en bevilling på 4 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og 0,4 millioner fra nationalparken kan projektet nu realiseres.

Blandt de tiltag, der nu kan gennemføres, er genskabelsen af de naturlige vandstandsforhold på halvøen. Det skal ske gennem etablering og forbedring af mindst 40 vådområder spredt over hele området – i både skov og lysninger. De mange vådområder vil gavne blandt andet insekter, fugle og især padder.

Dernæst vil nationalparken omlægge cirka 30 hektar tidligere dyrkede arealer til åbent land med blomsterrige enge og overdrev. Det gøres ved at så vilde frø fra andre sjællandske enge og overdrev samt plante solitære ege og hvidtjørne af lokal oprindelse.

Gennem årene er der fjernet mange store sten fra landbrugsarealerne på Bognæs. Derfor vil nationalparken lægge store sten tilbage i landskabet og på den måde genskabe de stenbestrøede overdrev og enge.

Året rundt skal store, græssende dyr holde græs og krat i skak. Afgræsningen skal varetages af hårdføre kreaturer, heste og de mange dådyr og rådyr, der allerede lever på Bognæs. Afgræsning har mange fordele i forhold til biodiversiteten. Blandt andet skaber det plads til flere arter af planter, som ellers ville blive udkonkurreret af de hurtigvoksende græsser.

1-12-2023

Fremtidens Spejderhytte

Illustration: LETH & GORI

Illustration: LETH & GORI

Vi har netop åbnet for adgangen til at ansøge Den A.P. Møllerske Støttefond om at modtage et eksemplar af Fremtidens Spejderhytte.

Ansøgningsfristen er søndag den 18. februar 2024.

Der kan søges om at modtage et eksemplar af Fremtidens Spejderhytte. Hytten er en mindre facilitet, der er udviklet for at understøtte udeliv og udeaktiviteter i forbindelse med lokale spejder- og FDF-foreningers børne- og ungeaktiviteter. Hytten er et bæredygtigt alternativ til større hytter, og er resultatet en af en brugerinddragelsesproces og efterfølgende arkitektkonkurrence.

Læs om ansøgningskriterier, og hvad ansøgningen bør indeholde: Fremtidens Spejderhytte