23-02-2024

Et dansk mindretalscenter: Fra drøm til virkelighed i Tarp

Illustration: AART Architects/AX5-Architekten

Illustration: AART Architects/AX5-Architekten

Med en bevilling på 200 millioner kroner har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal nu åbnet dørene for et nyt kapitel i mindretalslivet i hjertet af Sydslesvig. Kapitlet består af ny en grundskole fra 1.-6. klasse til 150-180 elever med idræts- og foreningsfaciliteter. Det nye byggeri vil også fungere som samlingssted og omdrejningspunkt for mindretallet og det øvrige samfund i Sydslesvig.

I 2023 tilførte A.P. Møller Fonden drømmene om et nyt dansk mindretalscenter i Tarp liv med en bevilling på 50 millioner kroner til at opføre et nyt dagtilbud for 100 børn i byen, som var første etape af projektet. Samtidig blev der afholdt en arkitektkonkurrence for, hvordan en fremtidsvision for et egentligt mindretalscenter i Tarp kunne se ud. Det er det samlede mindretalscenter, som nu kan realiseres.

”Med afsæt i familiens tilknytning til Rømø og særligt krigenes påvirkning af grænseegnen, var A.P. Møller optaget af det danske mindretals forhold og samspil med det omgivende samfund på begge sider af grænsen. Det kommende mindretalscenter i Tarp står derfor Fondens hjerte nært,” siger A.P. Møller Fondens formand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Det er Sydslesvigsk Skoleforening, som har modtaget donationerne.

Ombygningen bliver gennemført i etaper og målet er, at den nye hovedbygning står klar i slutningen af 2026.

7-02-2024

Historisk lærlingekollegium får gennemgribende renovering

Lavskilt på facaden i Faksegade Foto: Hustømrerforeningen af 1691

Foto: Hustømrerforeningen af 1691

Hustømrerforeningens lærlingekollegium i den historiske ejendom på Faksegade 8 i København, kan se frem til en omfattende renovering. Renoveringen bliver mulig efter en donation på 50 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Kollegiet bebos først og fremmest af snedker- og tømrerlærlinge. Udover renoverede værelser med eget bad, kan beboerne se frem til nye fællesarealer og ikke mindst en ny værkstedsbygning. Her kan både beboere, udlærte og pensionerede tømrer og snedkere mødes omkring høvlebænken. Også folkeskoleelever vil blive inviteret ind i værkstedet for at blive inspireret af fællesskabet, det håndværksmæssige og duften af træ.

A.P. Møller Fonden støtter renoveringen af lærlingekollegiet for at styrke den faglige stolthed og sikre de gamle håndværksuddannelser.

Med lavsskiltet på facaden af lærlingekollegiet følger en gammel pligt, pålagt af kongen, til at tage imod en særlig gruppe rejsende svende. Det er dem, som i Danmark er kendt som ”navere” og som er håndværkssvende på dannelsesrejse ud i verden for lære om og viderebringe godt håndværk. En tradition der i tusinder af år har udviklet håndværk og byggeri. Naverne vil derfor også kunne få glæde af de forbedrede rammer.

Hustømrerforeningen går nu i gang med at forberede udbudsmateriale til rådgivere og planen er, at byggeriet kan stå færdigt i 2026.