24-04-2024

A.P. Møller Fonden støtter Himmelbjerget

Himmelbjerget i Ry Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Tårnkomiteen, som står for driften af området ved Himmelbjerget, får nu en bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 15 millioner kroner.

Himmelbjerget er en af landets største turistattraktioner, og den 147 meter høje bakke ved Julsø mellem Ry og Silkeborg besøges hvert år af mere end 300.000 mennesker fra ind- og udland. Gæsterne kommer for at opleve Søhøjlandets enestående natur og historiens vingesus på stedet, hvor der første gang blev afholdt grundlovsfest i 1854.

Men de mange gæster slider på faciliteterne omkring Himmelbjerget. Tårnkomiteen har derfor gennem flere år arbejdet på en plan for en gennemgribende modernisering af ankomstområdet.

Donationen fra A.P. Møller Fonden går til at skabe en mere helstøbt naturoplevelse for gæsterne bl.a. med en træbro fra parkeringsområdet til Himmelbjergets top, hvor gæsterne kan opleve det enestående landskab. Projektet, der bl.a. også omfatter nye pavilloner, bedre formidling og et nyt amfiteater, er skabt af Tårnkomiteen i samarbejde med Naturstyrelsen og Skanderborg Kommune.

Det samlede projekt beløber sig til 35 millioner kroner, og Tårnkomiteen er i gang med at søge en række fonde om støtte til projektet.

17-04-2024

Udvikling af avanceret robot-operationsteknik i kampen mod kræft i halsen

Single port robotarm til hovedhalskirurgi

Foto: Rigshospitalet

På baggrund af et tæt forskningssamarbejde om at forbedre den kirurgiske behandling af kræft i halsen har Afdelingen for Øre-Næse-Halskirurgi & Audiologi på Rigshospitalet, og Cluster for Molecular Imaging på Københavns Universitet, modtaget en donation på 32,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Donationen gør det muligt at købe en avanceret robot og to fluorescenskameraer til henholdsvis Rigshospitalet og Københavns Universitet. Med udstyret bliver det muligt at indsprøjte fluorescerende molekyler, som binder sig til kræftcellerne og gør det muligt for kirurgerne at lokalisere kræften helt præcist på skærme således, at de kan fjerne alt det syge væv med robotten. Metoden er mere skånsom for patienten og forventes at mindske risikoen for tilbagefald.

A.P. Møller Fonden støtter anskaffelsen af den avancerede robot og de to fluorescenskameraer til Rigshospitalet og Københavns Universitet for at bidrage til en markant bedre behandling af de omkring 1.600 patienter, der hvert år får konstateret kræft i halsen, og til den fortsatte forskning i den banebrydende behandlingsmetode.

15-04-2024

Havørredens Hus - et unikt samlingssted ved Haderup ud til Karup Å bliver en realitet

Visualisering Havørredens Hus Illustration: NORRØN A/S

Illustration: NORRØN A/S

Herning Kommune og en række lokale borgergrupper og foreninger har længe ønsket at skabe et lokalt samlingssted for naturinteresserede, der kan udgøre et inspirerende miljø for formidling af naturen, biodiversiteten og livet i og omkring Karup Ådal.

Med en donation på 12 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal bliver lokalsamfundets ønske nu en realitet. Fonden støtter Havørredens Hus ikke mindst på grund af lokalsamfundets store engagement i sagen og for at styrke formidlingen om og tilgængeligheden til Karup Ådals særlige natur for børn og unge.

Havørredens Hus skal blandt andet danne rammer om værkstedsundervisning for skoler og daginstitutioner og natur- og udendørsaktiviteter, der inviterer til leg og læring i naturen.

3-04-2024

Stor donation til renovering af forælderkollegie

Forælderkollegiet på Frederiksberg Foto: Forælder Fonden

Foto: Forælder Fonden

Med en donation på 33 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan børn og voksne på Forælderkollegiet på Frederiksberg nu se frem til en tiltrængt renovering af deres hjem. Renoveringen gør det muligt for alle beboere, som er eneforsørgere under uddannelse og deres børn, at få moderne, trygge og betalbare boliger med gode rammer for fællesskab i hverdagen. Et fællesskab som erfaringsmæssigt kan give familierne større overskud til at passe både studier og forældrerollen – ofte efter en turbulent periode i livet.

Samtlige ejendommens 13 lejligheder får med renoveringen eget køkken, bad og toilet. På hver etage bliver der indrettet fællesfaciliteter, der sammen med et stort køkken i stueetagen kan bruges til fælles madlavning til gavn for fællesskabet på kollegiet. Som en del af arbejdet vil ejendommen også blive skimmelrenoveret og isoleret bedre.

Renoveringen kommer til at respektere den karakterfulde ejendoms arkitektur og den store gamle have, som i mere end 140 år har tjent et socialt formål.

2-04-2024

Markant løft af studiemiljøerne på Zealand Business College

Eleverne på uddannelsen til procesoperatør er nogle af dem, der får glæde af de nye faciliteter på ZBC Roskilde.

Foto: Zealand Business College

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 80 millioner kroner til nye attraktive studiemiljøer for erhvervsskoleeleverne på Zealand Business College (ZBC) i Roskilde.

A.P. Møller Fonden støtter den gennemgribende nytænkning og omdisponering af skolen for at bidrage til et attraktivt og nutidigt undervisnings- og studiemiljø, hvor de fysiske rammer giver gode vilkår for både ungefællesskaber og nye tidssvarende undervisningsformer.

Eleverne kan glæde sig til et nyt centralt fællesområde, der forbinder en ny hovedindgang med de historiske skærehaller. Også værksteder, faglokaler og de eksisterende undervisningsfløje vil blive moderniseret, som en del af den samlede fornyelse af skolen. Også folkeskoleelever i de såkaldte brobygningsforløb, internationale elever og andre gæster vil nyde godt af de moderniserede rammer.

Ombygningen vil i alt koste 130 millioner kroner. ZBC afholder selv 50 millioner kroner af udgifterne. Der vil nu blive udskrevet en arkitektkonkurrence, og herefter vil byggeriet blive sat i gang. Det nye ZBC Roskilde forventes at stå færdigt i 2028.