Måned: november 2024
21-11-2024
Techcollege i Aalborg får bevilling til at modernisere skolens campus
En bevilling på 108 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden gør det nu muligt for Techcollege at ombygge sine bygninger på Øster Uttrup Vej i det østlige Aalborg. Med ombygningen vil skolen om få år kunne tilbyde moderne rammer med bedre plads til sociale og faglige fællesskaber.
Fonden støtter den store ombygning på Techcollege, fordi dansk erhvervsliv har brug for, at flere unge vælger en karriere som faglært, og en af vejene hertil netop er at styrke rammerne for det gode studieliv. Udover støtten fra A.P. Møller Fonden betaler skolen selv 200 millioner kroner til projektet.
Projektets arbejdstitel er ”Techvillage” og afspejler, hvordan det nye byggeri skal skabe nye muligheder for at bringe eleverne sammen i både store og små fællesskaber på tværs af de 11 forskellige erhvervsuddannelser, der findes på adressen. Idéen er at skabe et fællesskab – lidt som i en landsby.
I centrum af “Techvillage” står “Hjerterummet” som skolens nye samlingspunkt. Her passerer eleverne på vej til faglokalerne, køber mad, hygger sig, bruger fleksible værksteder og spiller fodbold i en ny multihal. “Hjerterummet” bliver også rammen om koncerter, fester og idrætsdage. Projektet vil give skolen nye udendørsområder, et centralt indgangsparti samt moderne undervisnings- og værkstedsfaciliteter.
Nu venter en arkitektkonkurrence, med inddragelse af elever, lærere, eksperter og andre interessenter, som gennemføres af A.P. Møller Fonden, for det samlede byggeprojekt. Det er planen, at den ombyggede skole står klar i 2030.
8-11-2024
Nu kan børn gå til humaniora i fritiden
Videnskabsklubben udvider nu sine tilbud til at inkludere humaniora, og gør det dermed muligt for videbegærlige børn at dyrke deres nysgerrighed indenfor humaniora. Udvidelsen er mulig på grund af en bevilling på 9,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Fonden støtter udvidelsen for at give flere børn mulighed for at udforske deres nysgerrighed og bidrage til, at de får en bredere forståelse af verden.
Videnskabsklubben vil tilbyde undervisning i filosofi, historie, arkitektur og sprog. Målgruppen er børn i 4.-6. klasse, og de fire forløb skal udrulles til 1.700 børn og unge i 2026 og 2027. Derudover fortsætter Videnskabsklubben de nuværende tilbud indenfor naturvidenskab.