Digitalisering af færøsk tv

Digitalisering af gamle tv-bånd sikrer færøsk kulturarv for eftertiden

En del digitaliserede udsendelser kan allerede ses på nettet. F.eks. "Soleiðis liva tey enn" fra 1987, hvor en reporter taler med indbyggerne i en bygd om blandt andet fåretransport med båd og kartning af uld. Foto: KVF.fo

Kringvarp Færoyas (Færøernes TV og Radio) gamle tv-bånd gemmer på unik viden om samfundets tilblivelse og historie, herunder gamle fiskeri- og fangstmetoder, vejrets påvirkning på hverdagen og den færøske kultur samt optagelser af livet på småøer og i bygder, der lå meget isolerede inden nutidens transportmuligheder.

Men den unikke kulturarv, der ligger på de over 13.000 bånd, er truet, fordi holdbarheden er begrænset og der ikke længere produceres videoafspillere. Et stort digitaliseringsprojekt er derfor igangsat for at sikre det bevaringsværdige materiale, som er optaget fra 1984 og frem til indførelsen af digital teknologi.

Digitaliseringen af de mange bånd skal give offentligheden adgang til alle udsendelserne, når projektet er afsluttet i 2021. Digitalisering af tv-arkivet er en del af et projekt, som blandt andet også omfatter digitalisering af over 26.000 radiobånd og 500.000 nyheder på papir. Denne del er finansieret via den færøske finanslov, og materialet bliver også tilgængelig online.

PROJEKT: Digitalisering/publicering af færøske tv-udsendelser
PERIODE: 2017-2021
PROJEKTEJER: Kringvarp Føroya
OMFANG: 13.735 tv-bånd
STØTTE: 5 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDEN FINANSIERING: Den færøske stat dækker omkostninger til digitalisering af radiobånd og nyheder bevaret på papir. 
SE MERE: Kringvarp Føroya