1,2 hyldekilometer arkiv er blevet til 5 mio. optagelser til online brug i Rigsarkivets store digitaliseringsprojekt. Foto: Torben Eskerod

Fra De Dansk-Vestindiske Øer blev bl.a. hjembragt kort, som dette “Grundrids af Byen Christianstad” fra 1779 med bl.a. Galge-Bugten og fortet Christiansværn. Foto: Rigsarkivet

Et dokument fra sagen om Hezekiah Smith, der blev “Begaerd udleveret” til Danmark, hvor han blev den sidste straffefange fra De Dansk-Vestindiske Øer. Foto: Rigsarkivet

Arkiverne kom tidligt til Europa og er derfor mindre medtagne af varme, fugt og insekter end andre koloninationers. Her har orme dog været på spil. Foto: Rigsarkivet

Generalguvernør Peter von Scholtens rapporter til kongen er blandt de 200.000 optagelser, der nu bliver oversat til engelsk af frivillige. Foto: Rigsarkivet

Ikke kun papir, men også genstande som f.eks. håndarbejde er blevet affotograferet til det nye, digitale arkiv. Foto: Rigsarkivet

Det har taget 3½ år at scanne arkiverne. En god operatør kan nå 150 optagelser i timen. Foto: Rigsarkivet

Dansk-vestindisk arkiv

Med projektet har Rigsarkivet arbejdet med at digitalisere det omfangsrige arkivmateriale fra De Dansk-Vestindiske Øer. De mange dokumenter rummer dokumentation om de 250 år, hvor de tre caribiske øer var i dansk besiddelse, hvor slaver blev opkøbt i Afrika og fragtet til de tre øer, hvor de arbejdede som slaver i plantager, der producerede sukker, som blev eksporteret til Danmark.

Danmark solgte øerne til USA i 1917, som nu hedder US Virgin Islands.

Med støtte fra A.P. Møller Fonden i 2013 er journaler, matrikelkort, fotos, retsdokumenter blandt meget andet omsat til 5 millioner optagelser.

Digitaliseringen gør det lettere for både historikere, amatørslægtsforskere og andre med interesse for de gamle, danske besiddelser at finde deres families historie, stykke skæbnefortællinger sammen eller afdække ny viden om samfundsforhold, handel og historiske begivenheder.

FAKTA

PROJEKT: Digitalisering/publicering af Rigsarkivets dansk-vestindiske lokalarkiver online
PERIODE: 2013-2017
PROJEKTEJER: Rigsarkivet
OMFANG: 1,2 km arkiver, 5 mio. optagelser
STØTTE: 10 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDRE STEDER: Der er siden 2011 ydet støtte til digitalisering af Det Danske Udvandrerarkiv, Danmarks Statistiks historiske publikationer, Museum Sønderjyllands sønderjyske billeder, Det Kongelige Biblioteks samling af illegale blade og bøger, samt ingeniørtidsskrifter i regi af HITEK/IDA. Den A.P. Møllerske Støttefond har siden 2009 støttet digitalisering af skibslister i Søfartens Bibliotek, arkivalier under The Danish Immigrant Museum og Det Danske Filminstituts filmsamling fra det 20. årh.
SE MERE: Rigsarkivet  og Dansk-Vestindisk Arkiv