100 begivenheder, 100 sider, 100 kroner

De 100 enkeltværker kan læses selvstændigt og giver et bud på andre typer fortællinger om Danmarks historie. Foto: Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlag vil i perioden 2018-2026 udgive en serie på 100 bøger, som er forlagets bud på ny danmarkshistorie.

De 100 udgivelser har hver fokus på en væsentlig begivenhed, er 100 sider lang og koster 100 kr. stykket. Formålet med udgivelserne er at udvide kendskabet til den danske nationalhistorie, og der er indtil videre blevet udgivet bøger om blandt andet grundloven, fri porno, Struensee og stegt flæsk med persillesovs.

For at udvide kendskabet så bredt som muligt, er andre både fysiske og digitale platforme også tænkt ind i projektet. Bogværket benyttes som grundlag for blandt andet HistorieLab.dk, Danmarkshistorien.dk, app’en Dyst, et kroniksamarbejde med Politiken samt foredragsrækker på Folkeuniversitetet og Det Kongelige Bibliotek. 

Emnerne for udgivelserne er blevet besluttet løbende i projektet, og forlaget inddrager gerne befolkningens forslag og kommentarer til, hvad der mangler i serien.

FAKTA 

PROJEKT: Udgivelsesstøtte til ny danmarkshistorie
PROJEKTEJER: Aarhus Universitetsforlag A/S, Aarhus Universitets Forskningsfond
PERIODE: 2018-2026
OMFANG: 100 bøger a 100 sider
STØTTE: 12 mio. kr.
SE MERE: 100 danmarkshistorier