Samarbejde om bedre børneliv

”Det er et usædvanligt rum, der er her i Aarhus på toplederniveau mellem forvaltning, politikere og interesseorganisationer på sko­leområdet. Vi kan sætte os sammen og åbne en snak om, at ’det her er noget rod’, eller ’vi bøvler med det og det’. Det bærer præg af, at man på et tidspunkt har sat sig ned og er ble­vet enige om en retning i stedet for at skæn­des videre. Det er ikke sådan, at broderskabet er støbt i beton, men vi kan snakke sammen, vi kan samarbejde og have et fokus, som gør, at vi ikke først betoner interesseforskellene, men kan starte med at sige: ’Hvad kan vi gøre sammen for at skabe et godt arbejdsmiljø, sikre at børnene lærer noget og vise, at vi opnår resultater med vores skolevæsen?’” siger Martin Østergaard.

Data er ikke et kastevåben
Dét er også kernen i den kulturforandring, kommunen ønsker at skabe på skolerne: Et tættere samarbejde, hvor man har tillid til hinanden og også tør vise fejl og tvivl, og hvor man bruger data til at identificere og løse de udfordringer, der er.

Jesper Skorstengaard taler om en genprofes­sionalisering.

”Når man ved, hvor vigtig en rolle de fagpro­fessionelle spiller for børnene i skolen, må man undre sig over, hvor dårlige man før har været til at få italesat og dyrket det. Vi skal tilbage til at være stolte af de lærere, der står blandt børnene og de unge og leverer gode resultater. Med vores arbejde med ’Stærkere Læringsfællesskaber’ bringer vi skolediskursen væk fra noget negativt og vender tilbage til igen at tale om profession og faglighed. Ikke bare som noget, en lærer er givet automatisk, men som noget, man opnår ved at stå på et fagligt fundament, ved at samarbejde og ved at bruge data til at understøtte, hvad man gør”, siger Jesper Skorstengaard.

Martin Østergaard fortsætter:

”Det handler om at turde fremstille sine udfordringer foran andre og så søge hjælp til dem. En meget vigtig del i stærkere lærings­fællesskaber er evnen til at turde stille sig op foran sine kolleger, sine medarbejdere – eller i mit tilfælde mine samarbejdspartnere som for eksempel fagforeningerne – og sige: ’Det her det virker ikke, hvad skal vi gøre?’ Stærkere læringsfællesskaber er båret af en tænkning om at fremstille usikkerhed og data i samme rum og så finde den fælles vej derefter”, forklarer Martin Østergaard.

Og her taler vi vel at mærke om et bredt data­begreb, understreger han, hvor en observati­on af en elev kan vægte lige så meget som et resultat i en test. Og dét er vigtigt at under­strege, siger Jesper Skorstengaard:

”Data var og er et konflikttema og en af de ting, der har været svært. Fordi der er en enorm stærk fortælling om, at data er et kontrolinstrument, som man ikke kan skabe pædagogik på baggrund af. Det målbare blev så at sige oplevet som vigtigere end formålet, hvilket er helt meningsløst i en pædagogisk sammenhæng. Med ’Stærkere Læringsfæl­lesskaber’ er intentionen, at formålet er sty­rende, og de data, vi anvender, understøtter formålet”, siger Jesper Skorstengaard.

Martin Østergaard nikker:

”Data bruger vi ikke til at smide efter hinan­den, og data er ikke noget, jeg kommer og tjekker folk efter med. Tillid i samarbejdet handler om, at når vi mødes, så er det, fordi vi gerne vil gøre hinanden bedre – og ja, du kan lave fejl, og jeg kan lave fejl. Den anden del af data er, at det er med til at sikre, at vi ved, hvad vi taler om. Uanset om vi arbejder med elever, med ledelse eller med politikere, må vi spørge os selv: ’Hvad synes jeg, og hvad har jeg data på?’ Og dér oplever jeg en stærk bevægelse over mod databaserede beslutnin­ger”, konstaterer Martin Østergaard.

Det virker ikke, hvad skal vi gøre?
En anden vigtig ingrediens i stærke lærings­fællesskaber er at turde erkende sine fejl og vise sårbarhed.

”Det er svært at stå på mål for fejl, hvis du ved, at du bliver taget imod som ’en, der fejlede’. Det, vi med ’Stærkere Læringsfæl­lesskaber’ skal hen til, er, at en fejl bare er en ekstraordinær læringsmulighed. Fejl er en mulighed for i fællesskab at gøre noget bedre frem for en anledning til at pege fingre ad no­gen. På alle niveauer. Og dér er vi ikke endnu”, siger Martin Østergaard og tilføjer:

”Hvis folk skal være dygtige til at lægge frem, hvad de gerne vil have hjælp med, og turde komme frem med data, som ikke viser succes, så skal vi også være gode til at behandle dem ordentligt, når de gør det. Jeg håber, at vi gen­nem den her kulturforandring kan blive bedre til at have tillid, udvise tvivl og svagheder og bruge data til at finde ud af, hvor eleverne er henne. At vi kan gå ind i nogle fælles rum og tale om det, der er svært”.

Uanset om det er 7.a, der har sociale proble­mer, eller 2.b, der ikke har knækket læse­koden, er det en udfordring, der kan løses i fællesskab.

”Vi har masser af data, som viser, at vi har udfordringer. Og dem skal vi løse sammen. Og dér nytter det ikke, at jeg siger: ’Jesper, det er dine medlemmers skyld, at de ikke kan skabe tryghed i klassen’. Det handler ikke om blame game, men om at finde løsninger sammen”, siger Martin Østergaard.

I læringsfællesskaber agerer ingen som en­somme satellitter. Jesper Skorstengaard siger:

”Vi er nødt til at gå ind i problemerne og løse dem sammen med andre. Den tid, hvor man kunne løse problemerne selv, er slut, fordi kompleksiteten er høj”.

Det slutter aldrig
Men hvad skal der til for at lave skoleudvikling og kulturforandringer, der slår igennem og gør en forskel for børnene også en tirsdag i regnvejr? Man er i hvert fald nødt til at erken­de, at det ikke er et projekt med en slutdato, pointerer Jesper Skorstengaard.

”’Stærkere Læringsfællesskaber’ er ikke et projekt, og når nogen kalder det et projekt, slår vi ned på det. For det er ikke et projekt, det er en kulturforandring. Det er ikke sådan, at vi bliver færdige, og så har vi nået et mål. Det fortsætter”, siger Jesper Skorstengaard.

Både han og Martin Østergaard har intenst fo­kus på dialog og kommunikation om ’Stærkere Læringsfællesskaber’. Og det er nødvendigt, hvis det skal lykkes.

”Vi har været meget aktive i at formulere meningen med det på alle mulige platforme. Det her er så kompleks en kulturforandring, så vi har prioriteret kommunikation og dialog meget, meget højt”, siger Martin Østergaard, der sammen med Jesper Skorstengaard har deltaget i møder og debatter, stået sammen på scener, været til seminarer, workshops og stormøder og holdt taler og kommunikeret livligt på sociale platforme.

Og så må man erkende, at store forandringer tager tid.

”Vi er 14.000 medarbejdere. Det er en stor organisation, og vi rykker os ikke lige over­night. Det er en stor skude”, siger Martin Østergaard.

Jesper Skorstengaard supplerer:

”Der er i det hele taget ikke nogen quick fixes, når det handler om børn og skoler. Det at ændre et mindset i en klasse, på en skole eller blandt nogle forældre, kan føles som en lige så stor skude at vende som et helt skolesy­stem. Det er nogle af de samme mekanismer, der skal til. De skal også vise sårbarhed og insistere på at ville noget med hinanden”, siger Jesper Skorstengaard.

Når baglandet er med
Bølgerne kan gå højt på skoleområdet. Og det gør de også i Aarhus. Men direktøren og lærerformanden insisterer på et tæt samar­bejde. Jesper Skorstengaard siger:

”Vi har en dansk arbejdsmarkedsmodel, som har et konfliktelement i sig, og det er godt. Men jeg har simpelthen ikke en tro på, at man kan konflikte sig til alting. Det er ikke, fordi Martin og jeg er enige om alt. Men vores samarbejde bygger på en dyb professionel respekt, samtidig med at vi begge to har en tro på, at vi skaber bedre resultater for dem, vi er sat i verden for, nemlig børnene – og for mit vedkommende også mine medlemmer – ved at lave fælles løsninger”.

Martin Østergaard nikker. Ifølge ham kræver det tætte samarbejde, at man taler sammen ofte, og at man er villig til at tage lidt afstand til kritik fra de respektive baglande.

”Jesper har jo et bagland, som vil have et eller andet. Og jeg har et politisk og forvaltnings­mæssigt bagland, som vil have et eller andet. Når vi mødes, er de baglande med på ryggen af os, men vi ved også godt, at vi er nødt til at finde ud af noget sammen. Så det hand­ler også om at give lidt af den kritik noget modstand og så sige, at vi er nødt til at finde ud af nogle løsninger sammen, for det har mere værdi på den lange bane”, siger Martin Østergaard.

Vi skal dele meget mere viden
Det ligger i ordet læringsfællesskab, at skolen er noget, vi er sammen om.

”Jeg synes, vi har et helt fantastisk skolesy­stem, og vi lykkes langt bedre, end vores ry og rygte er. Men det, vi nogle gange ikke er gode nok til, er at have øje for, at fællesskabet rent faktisk kan skabe endnu bedre løsninger”, siger Jesper Skorstengaard.

Og fællesskabet strækker sig faktisk længere end samarbejdet i det enkelte lærerteam. For teamet skal også dele deres erfaringer med andre teams, og skolelederne skal støtte hin­anden og dele erfaringer på tværs af skoler.

”Det, at skolelederne lykkes hver især, er mit ansvar, men det er også gruppen af skolele­deres ansvar. Vi ved alle sammen godt, når der er en skoleleder, der har det svært. Så hvordan kan vi stå sammen og hjælpe ham eller hende? For det er ikke en individuel pro­blemstilling, det er en problemstilling, vi har sammen”, siger Martin Østergaard og under­streger, at det ikke stopper hos skolelederne.

”Stærkere læringsfællesskaber handler også om at dele viden på tværs af skoler og kom­muner. Men når jeg ser på videndeling mel­lem skoler eller mellem børne- og ungedirek­tører for den sags skyld, så har vi altså stadig nogle meget lukkede systemer i Danmark”, siger Martin Østergaard.

Artiklen er del af publikationen “Brikker til en midtvejsstatus – 15 artikler om udviklingsarbejde i folkeskolen”, udgivet af A.P. Møller Fonden