ENIGMA
ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation fik i 2017 ny adresse i Østerbros smukke, gamle posthus på Trianglen i København. Gennem en årrække har ENIGMA været i gang med en gennemgribende transformation. Aktuelt bliver posthusets sidebygning fra 1980, der oprindeligt blev brugt til postsortering, ombygget. Målet er at skabe funktionelle udstillingsrum, og åbne hele bygningen op mod Fælledparken og byde gæster indenfor.
Den nye bygning kommer til at rumme to nye, permanente udstillinger med titlerne ”Når kommunikation bliver til” og ”Når kommunikation bliver farlig”.
Ambitionen med udstillingerne er blandt andet at indbyde til refleksion over, hvad der er inde i de kommunikationsværktøjer, vi bruger, og de udfordringer den demokratiske samtale møder – som for eksempel fake news og cyberspionage.
A.P. Møller Fonden har støttet tilblivelsen af begge udstillinger med i alt 10 mio. kroner.
Det nye ENIGMA forventes at åbne efteråret 2022.
FAKTA
PROJEKT: Etablering af to nye udstillinger
STED: ENIGMA, Museum for Post, Tele og Kommunikation
PERIODE: 2020-2021
BYGHERRE: ENIGMA
ARKITEKT: Atelier Bruckner
STØRRELSE: 1.200 m2
STØTTE: 10 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
SE MERE: ENIGMA