TheatreMax® på Østre Gasværk Teater
Østre Gasværk Teater ønsker at nytænke måden, teater skal opleves på. Derfor introducerer de nu teknologien TheatreMax®, der skal bringe hele teateret i spil under forestillingerne og forstærke helhedsoplevelsen for publikum i kraft af flere innovative tekniske løsninger.
Med den nye teknologi vil Østre Gasværk udfordre de gængse forestillinger om teatret. TheatreMax® bliver altomsluttende og kan mærkes fysisk af publikum på grund af resonansen fra det immersive lydsystem, som forplanter sig kalkuleret i publikumsopbygningen på teatret.
For at kontrollere akustikken installerer Østre Gasværk Teater blandt andet en akustikdæmpende dug, vægdæmpning i foyerområdet og en usynlig dæmpning af basfrekvenserne under og i publikumsopbygningen. Det nye lydsystem vil bevirke, at publikums oplevelse kan kontrolleres meget mere præcist.
Herudover består teknologien af et stort video- og projektionssystem, der med 25 store laserprojekter danner et samlet billede, der har en opløsning, der er omkring fire gange større end biografernes højeste opløsning.
A.P. Møller Fonden har bevilget 6 mio. kr. til projektet.
TheatreMax® tages første gang i brug ved premieren på forestillingen HAIR den 23. februar i Østre Gasværk Teater.
PROJEKT: TheatreMax® på Østre Gasværk Teater
ORGANISATION: Østre Gasværk Teater
PERIODE: 2022-2023
STØTTE: 6 mio. kroner fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond