Nationalt Videncenter for Læsning
Laboratorium for digital læsedidaktik
Bevillingsmodtager: Nationalt Videncenter for Læsning
Periode: 2023-2024
Beløb: 2.000.000 kr.
Kategori: Almen professionsudvikling
Nationalt Videncenter for Læsning sætter med dette projekt fokus på digital læsning og læsestrategier.
Digitale læremidler benyttes i stadig større grad i undervisningen, og kræver nogle andre læsestrategier end analoge læremidler. Samtidig er de nuværende digitale læremidler, der anvendes i skolen, meget forskellige, og de integrerede forslag til, hvordan man kan gribe læsningen an, peger i meget forskellige retninger.
Med udgangspunkt i læreres, pædagogers og læsevejlederes erfaringer fra klasserummene skal Nationalt Videncenter for Læsning i samarbejde med Gedved Skole i Horsens Kommune udvikle designs for digital læsning i et såkaldt læsedidaktiklaboratorium. Designs for digital læsning er konkrete beskrivelser af, hvordan man som lærer underviser i gode digitale læsestrategier, uafhængig af læremidlet.
Efter det første projektår på Gedved Skole vil læsedidaktiklaboratoriet blive udbredt og tilpasset yderligere tre skoler.
De nye designs for digital læsning vil blive offentliggjort til fri afbenyttelse på videncenterets hjemmeside.