3-11-2023

Vinder af arkitektkonkurrence om ny fællesbygning på filmhøjskolen i Ebeltoft er fundet

Foto: SLETH

Foto: SLETH

Arkitektfirmaet SLETH har vundet arkitektkonkurrencen om opførelsen af en ny fællesskabsbygning på Den Europæiske Filmhøjskole.

Filmhøjskolen har siden 1993 undervist tusindvis af unge filmelskere. Hverdagen på højskolen er imidlertid præget af pladsmangel samtidig med, at skolen har behov for at tilbyde et endnu stærkere højskoleophold med sang, fællesskab, bevægelse og refleksion. Derfor har en ny bygning tilegnet fællesskabet været et stort ønske.

I februar 2023 modtog filmhøjskolen en bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond på 30 millioner kroner og et tilskud fra Augustinus Fonden på 2,5 millioner kroner til AV-udstyr og inventar. På den baggrund blev der udskrevet en arkitektkonkurrence.

Vinderforslaget består af en cirkelformet bygning, som kompletterer elevfløjen, og det indeholder både undervisningslokaler og et fællesrum, der både skaber rum for filmhøjskolens daglige fællesskab og for udadvendte aktiviteter for gæster og lokalområde.

Bedømmelsesudvalget begrunder valget på denne måde:
”Forslaget viser et stærkt og virkelig gennemarbejdet projekt, der imødekommer filmhøjskolens ambitioner om at skabe et særligt hus for fællesskab med optimale rammer for bevægelse, undervisning og gæster udefra. Forslaget rammer en flot løsning og står på skuldrene af de nuværende geometriske kroppe i landskabet.”

Det er planen, at den nye bygning står klar i efteråret 2025.