30-08-2024

Den A.P. Møllerske Støttefond donerer spejderhytter til foreninger i hele Danmark

Fremtidens spejderhytte Illustration: LETH & GORI

Illustration: LETH & GORI

Lokale foreninger i hele Danmark bliver de glade modtagere af 32 eksemplarer af ”Fremtidens Spejderhytte”. Hytterne bliver fordelt med 15 i Jylland, fire på Fyn og 13 på Sjælland.

”Fremtidens Spejderhytte” er en nytænkning af den klassiske spejderhytte og er en del af Den A.P. Møllerske Støttefonds bevilling på 140 millioner kroner til et kvalitetsløft af spejderhytter og kredshuse. Bevillingen er også gået til at støtte en klimavenlig renovering af 68 eksisterende hytter.

Modtagerne af de nye hytter er udvalgt efter ansøgninger, hvor der er lagt vægt på foreningens behov, størrelse, ugentligt aktivitetsniveau samt den eksisterendes hyttes tilstand.

”Fremtidens Spejderhytte” er udviklet sammen med foreningen Spejderne og FDF via en arkitektkonkurrence. Konkurrencen blev vundet af Arkitektfirmaet LETH & GORI, der sammen med Rønnow Arkitekter og VEGA landskab, har skabt et koncept som nytænker den klassiske spejderhytte i både form og funktion. Designet har fokus på at åbne hytten mod omgivelserne og trække naturen ind.