21-11-2024

Techcollege i Aalborg får bevilling til at modernisere skolens campus

Foto: Techcollege

Foto: Techcollege

En bevilling på 108 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden gør det nu muligt for Techcollege at ombygge sine bygninger på Øster Uttrup Vej i det østlige Aalborg. Med ombygningen vil skolen om få år kunne tilbyde moderne rammer med bedre plads til sociale og faglige fællesskaber.

Fonden støtter den store ombygning på Techcollege, fordi dansk erhvervsliv har brug for, at flere unge vælger en karriere som faglært, og en af vejene hertil netop er at styrke rammerne for det gode studieliv. Udover støtten fra A.P. Møller Fonden betaler skolen selv 200 millioner kroner til projektet.

Projektets arbejdstitel er ”Techvillage” og afspejler, hvordan det nye byggeri skal skabe nye muligheder for at bringe eleverne sammen i både store og små fællesskaber på tværs af de 11 forskellige erhvervsuddannelser, der findes på adressen. Idéen er at skabe et fællesskab – lidt som i en landsby.

I centrum af “Techvillage” står “Hjerterummet” som skolens nye samlingspunkt. Her passerer eleverne på vej til faglokalerne, køber mad, hygger sig, bruger fleksible værksteder og spiller fodbold i en ny multihal. “Hjerterummet” bliver også rammen om koncerter, fester og idrætsdage. Projektet vil give skolen nye udendørsområder, et centralt indgangsparti samt moderne undervisnings- og værkstedsfaciliteter.

Nu venter en arkitektkonkurrence, med inddragelse af elever, lærere, eksperter og andre interessenter, som gennemføres af A.P. Møller Fonden, for det samlede byggeprojekt. Det er planen, at den ombyggede skole står klar i 2030.