23-04-2025
Nationalpark Mols Bjerge får et besøgscenter

Foto: Colourbox
En donation på 60 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden gør det muligt for Nationalpark Mols Bjerge at bygge et besøgscenter.
”For Fonden er det en glæde at bidrage til et besøgscenter for de mange gæster i den enestående nationalpark. Besøgscentret skal være i samklang med både Kalø Slotsruin såvel som det smukke landskab, og jeg ser frem til, at det står færdigt om få år,” siger formand for A.P. Møller Fonden Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.
Besøgscentret bliver gæsternes naturlige indgang til parken. En park som blandt andet omfatter området Skovbjerg med de arealer, som Fonden købte i 1971 og derefter skænkede til staten for sikre dem til en kommende naturpark.
Som en del af arbejdet bliver den strandeng, hvor dæmningen til Kalø Slotsruin udgår, genetableret.
Arkitektfirmaet Arkitema vandt opgaven, da Nationalparkens bestyrelse i 2016 udskrev en arkitektkonkurrence om besøgscentret. Et center som skal være i harmoni med Kalø Slotsruin og landskabet. Syddjurs Kommune har allerede udarbejdet en lokalplan for projektet lige som kommunen tidligere har besluttet at støtte projektet ved at stå for udviklingen af udearealerne ved besøgscentret.
Nationalparkens besøgscenter bliver et bæredygtigt byggeri, og planen er, at det kan slå dørene op i 2028.