Nødvendigt med en mere ligeværdig skole

Vi driver skole for at sikre børn og unges udvikling, og derfor bidrager gode skoleudviklingsinitiativer til at løfte eleverne og bygger på viden om, hvordan skolen bliver bedre for eleverne. Det ved vi rigtig meget om i både Danmark og Norge. Så problemet er sådan set ikke, at vi mangler viden. Men vi mangler, at den viden, vi har, også bliver brugt”.

Er det ikke frustrerende at vide, at der er viden, som ikke bliver brugt?
“Jo, det kan som forsker være relativt udfordrende. Der er for eksempel en lang tradition for at knytte begrebet metodefrihed til lærernes praksis, men vi kan desværre se, at de valg, lærerne træffer om metoder, ikke altid bygger på viden men på helt andre ting. Samtidig er vi, der forsker i skoleområdet, heller ikke altid enige om retningen, så man kan sige, at vi også indimellem spænder ben for os selv. Men alt det er også udtryk for, at skolen har meget ideologi knyttet til sig”.

Er der et særligt felt, hvor skolen har udviklet sig i de år, du har siddet med i vurderingsudvalget?
“Jeg oplever, at der er kommet en større respekt for og forståelse af, at lærere må udvikle deres viden og kompetencer sammen med andre lærere. Det er det, vi kalder kollektiv kompetenceudvikling. Vi er kommet væk fra, at en enkelt lærer sendes på kursus eller universitetet og skal komme tilbage og skabe en bedre skole. Vi forstår nu, at der kræves noget kollektivt. Det er en glædelig udvikling”.

Hvad er især vanskeligt for kommuner og skoler i forbindelse med kompetenceudviklingsinitiativerne?
“Vi kan se, at det er vanskeligere og mere udfordrende at skabe ændringer i børns læring og udvikling, end vi har været opmærksomme på før. Det kræver et vældigt arbejde, hvis et kompetenceudviklingsprogram skal skabe en bedre skole ikke bare for lærerne men også for eleverne. Det er et vanskeligt område, og det kræver, at vi lægger pres på den praksis og den undervisning, som eleverne møder. For lærerne er der langt fra at få ny viden om noget til at have kompetencerne til også at gøre og ændre noget i praksis. Vi har nok undervurderet, hvor kompliceret den vej er. Men samtidig ser jeg en tendens til, at flere projekter har fokus på, hvad lærerne kan gøre anderledes i stedet for at fokusere på manglende succeser og fejl hos elever og forældre. Det er glædeligt”.

Hvad er det vigtigste, børn og unge får med fra deres skoletid?
“Det vigtigste er alt det, du lærer om dig selv i skolen. At du går ud af skolen og har en oplevelse af, at du er en person, som mestrer noget, kan noget og lykkes med noget. At du har oparbejdet en selvtillid og en stærk identitet. At du er med i et fællesskab, har venner, og at du har lærere, som ser dig, støtter dig og hjælper dig. Alle bør blive mødt med høje forventninger, for det er det samme som at få at vide, at nogen tror på, at du godt kan. Og det har vi brug for”.

“De ting, tror jeg, er noget af det vigtigste, for det er nogle af de personlige kompetencer, som gør, at du er i stand til at møde fremtiden. Det er svært at aflære, hvis du går ud af skolen med en oplevelse af, at du er en, der ikke kan. Derudover er det selvfølgelig også vigtigt at lykkes i fagene. Det at kunne læse, skrive og regne er også med til at opbygge selvtillid og en oplevelse af, at du kan. Og der er ingen modsætning mellem at være dygtig til et fag og have fokus på de andre kompetencer, jeg nævner”.

Du er  uddannet lærer og har beskæftiget dig med skolen hele dit arbejdsliv. Hvorfor har du valgt at bruge dit arbejdsliv på skole og læring?
“Ja, det har jeg også tit tænkt over, for det var egentlig ganske tilfældigt, at jeg kom til at beskæftige mig med skolen. Jeg havde egentlig planer om at blive ingeniør, men på grund af nogle lavpraktiske ting med min værnepligt skulle jeg vente på at komme i gang med uddannelsen, og så startede jeg som lærervikar på en skole, mens jeg ventede. Det job ændrede mine planer. Jeg fandt det at være lærer spændende og motiverende. Og siden blev det sådan. Jeg blev lærer, jeg læste videre og tog en doktorgrad”.

Bliver du aldrig træt af skolen?
“Jo, af og til. Men som forsker er det vældig interessant at beskæftige sig med skole og uddannelse, fordi der ikke findes nogen enkle løsninger. Det er et vældig kompliceret felt. Og det står aldrig stille, så man bliver ikke færdig. Det er motiverende”.

Hvornår oplever du, at du gennem dit arbejde gør den største forskel for skolen?
“Når der for eksempel kommer en lærerstuderende og siger: ’Din bog, som vi havde på lærerstudiet, har betydet virkelig meget for mig’, så føler jeg, at jeg gør en forskel. For nylig mødte jeg en skoleleder, som fortalte mig, at de driver skole på en måde, der er inspireret af mine teorier, og at de lykkes med det. Den slags tilbagemeldinger om, at noget virker, giver mig lyst til at fortsætte”.

Hvilket fagligt minde fra din egen skoletid husker du tydeligst?
“Der er én episode, som jeg husker helt tydeligt, og som blev banebrydende for mig. Den er ikke fra min skoletid men fra lærerstudiet. Dér havde jeg en lektor i pædagogik, som bad mig om at komme ind på sit kontor efter timen. Det var ganske uvant, men jeg gik med. Da jeg satte mig på en stol over for ham, sagde han til mig: ’Har du lagt mærke til, at de andre lytter, når du taler?’ Jeg måtte sige til ham, at nej, det havde jeg faktisk ikke tænkt over”.

“Det skal du virkelig tænke over. Det skal du bruge videre i dit liv’, svarede han. Akkurat de to sætninger har været meget vigtige i min karriere, for jeg troede ikke særligt meget på mig selv dengang, og jeg havde ikke tænkt på mig selv som en, der kunne lykkes i det akademiske felt. Men her mødte jeg en, som sagde: ’Du kan klare dig!’. Og så begyndte jeg også selv at tro på det. Det var en tilbagemelding fra en lærer, som fik meget stor betydning for mig”.

Redaktionen afsluttet april 2019