’Kompetenceudvikling i praksis’ i Guldborgsund og Lolland

Praksisvejledningen får betydning for det pædagogiske personales praksis.

Bevillingsmodtager: Guldborgsund og Lolland Kommune
Periode: 2015 – 2018
Beløb:  20.438.000 kr.
Kategori: Almen professionsudvikling
Evaluering:
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), 2018

Evalueringen viser tegn på, at praksisvejledningen får betydning for det pædagogiske personales praksis i form af mindre, men bevidste greb og justeringer af praksis. Men den peger også på behovet for, at skoleledelserne løbende følger op på praksisvejledernes arbejde. Dette har stor betydning for udbyttet. På de skoler, hvor skoleledelsen følger op, arbejder det pædagogiske personale oftere med at udvikle deres praksis, og de inddrager oftere faglige input fra deres kolleger.

I evalueringen fremhæves blandt andet at skoleledelserne observerer, at det pædagogiske personale har flere pædagogiske og didaktiske drøftelser, og at de åbner mere op for deres egen undervisningspraksis end tidligere. Det pædagogiske personale oplever, at praksisvejledningen har bidraget til at skabe refleksion over praksis, didaktiske refleksioner i teamet og åbenhed omkring praksis. Dog er nogle undervisere forbeholdne og kritiske over for deres udbytte af praksisvejledningen, bl.a. fordi man som underviser kan opleve en mæthed med hensyn til vejledning. Samtidig viser evalueringen, at praksisvejledningen har skabt gode forudsætninger for et styrket teamsamarbejde, hvor undervisningen betragtes som et fælles anliggende. Evalueringen konkluderer på den baggrund, at praksisvejledningen understøtter en udvikling af teamsamarbejdet i retning af professionelle læringsfællesskaber.

Se hele evalueringen

Foto fra evalueringen