Nationale Center For Fremmedsprog
Nationale Center For Fremmedsprog
Bevillingsmodtager: Aarhus Universitet
Periode: 2021-2023
Beløb: 4.719.000 kr.
Kategori: Opkvalificering i fagene
I et samarbejde med kommunerne Ballerup, Bornholm, Kolding, København og Aalborg vil Det Nationale Center for Fremmedsprog gennemføre et kompetenceudviklingsprojekt, der skal give et løft af fremmedsprogsundervisningen i de fem kommuner. I tillæg til det faglige løft i de fem kommuner vil projektet resultere i nye efteruddannelsesforløb for fremmedsprogslærere på tværs af sprog og årgange. Disse uddannelsesforløb vil efterfølgende blive udbudt på de fire professionshøjskoler, der indgår i projektet, med henblik på videre udbredelse lokalt i de deltagende kommuner og nationalt.
Kompetenceudviklingen leveres af Det Nationale Center for Fremmedsprog (en centerdannelse forankret på Aarhus Universitet og Københavns Universitet) samt følgende fire professionshøjskoler: Københavns Professionshøjskole, VIA University College (Aarhus), UC Syd og UC Nordjylland.
Initiativet omfatter bl.a. uddannelse af 1-2 fremmedsprogsvejledere på hver af de deltagende skoler, fagdidaktiske kursusforløb for skolernes sproglærere, etablering af lokale faglige læringsfællesskaber og kommunale netværk for fremmedsprogsvejledere samt nationalt udbud af kompetenceudvikling for fremmedsprogsvejledere og -lærere på de fire professionshøjskoler.
Foto: Anna Earl