Aalborg Kommune
Unge med sociale og mentale udfordringer får det bedre med fritidsjob
Bevillingsmodtager: Aalborg Kommune
Periode: 2017-2020
Beløb: 1.560.000 kr.
Egenfinansiering: 1.167.475 kr.
Fokusområde: Udsatte unges fritidsjob og iværksætteri
Aalborg Kommune har i et treårigt projekt afprøvet, om fritidsjob også kan være gavnligt for særligt sårbare unge med sociale og mentale udfordringer, såsom ADHD eller udadreagerende adfærd. Målet var at hjælpe 45 unge i fritidsjob, og at de skulle få en bedre livskvalitet.
Kommunens slutevaluering viser:
- 39 unge har deltaget i indsatsen, og der er etableret 48 fritidsjobs fordelt på 22 unge.
- 50 % af de unge oplever, at de har fået det bedre.
- 96 % af forældrene har lagt mærke til en positiv udvikling.
- 77 % af de unges kontaktpersoner har observeret fremskridt.
14 unge har fået det så meget bedre, at de har kunnet træde fra intensiv behandlingsskole til almindelig skole eller specialklasser – det skyldes næppe projektet alene, men fritidsjob ser ud til at spille en positiv rolle.
De unge har haft godt af at opleve en anden jargon ude på virksomhederne – det har gjort det nemmere for dem at udvikle sociale kompetencer og forstå spilleregler mellem mennesker, end de har haft i skolen. De har også oplevet at komme tættere på et normalt ungdomsliv, hvad der har stor betydning.
Indsatsen bygger på to fritidsjobformidlere, der gennem samtaler har afdækket de unges jobønsker, motivation og personlige ressourcer. I tæt samarbejde med relevante kommunale aktører og lokale virksomheder har fritidsjobformidlerne desuden matchet de unge med fritidsjobs. De unge, der ikke umiddelbart har været i stand til at varetage et ordinært fritidsjob, har fået mulighed for at få en prøveperiode, hvor kommunen giver løntilskud.
Hovedparten af fritidsjobbene er skabt via løntilskud, og blot 10 unge er ansat på ordinære vilkår, hvor målet var, at alle skulle overgå til almindelig løn efter en prøveperiode. Kommunen vurderer alligevel, at fritidsjob uanset art giver så væsentlig værdi for de unge, at indsatsen nu er blevet forankret i den videre drift.
Donationen udspringer af Den A.P. Møllerske Støttefonds sociale initiativ fra 2016-2021, hvor 750 mio. kr. blev øremærket til indsatser inden for det sociale område.
Læs mere om Det sociale initiativ