Aalborg Universitet
Nyt center skal sikre borgerinddragelse og flere udsatte i job
Bevillingsmodtager: Aalborg Universitet
Periode: 2020-2023
Beløb: 9.500.000 kr.
Egenfinansiering: 3.910.310 kr.
Anden støtte: 9.500.000 kr., de fire kommuner
Fokusområde: Livsmestring, uddannelse og arbejde
Herning, Vesthimmerland, Silkeborg og Holstebro Kommuner har 3.100 udsatte ledige borgere og ønsker at tilbyde en bedre støtte, så flere kommer i beskæftigelse og finder fodfæste i livet. Der er behov for praksisnær metodeudvikling, og derfor vil kommunerne indgå et tæt samarbejde med Aalborg Universitet. Det sker ved oprettelse af Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser.
Fokus er at udvikle nye metoder og en kultur i kommunerne, hvor opmærksomheden rettes mod hjælp til selvhjælp, så borgerens eget perspektiv bliver styrende i en håndholdt, helhedsorienteret indsats. Målet er, at 30 % opnår løntimer i løbet af projektet, og at 15 % er i ordinært job ved udgangen af perioden. Samtidig skal borgerne opleve hjælpen som meningsfuld og opnå tro på, at de kan mestre livet. Selv små fremskridt for målgruppen kan have store menneskelige og økonomiske betydninger.
Forskerne vil være til stede i praksis, så de kan rådgive med virkelighedens vilkår for øje og udvikle nye tilgange sammen med kommunerne – særligt tværgående indsatser og metoder, som sikrer bedre match til virksomhederne. Der skal desuden uddannes 12 ”vidensmæglere”, som dagligt sammenkobler forskning og praksis. Omstillingen er gennemgribende og kræver nye kompetencer hos jobcentrenes 417 medarbejdere. Kommunerne skal med støtte fra centeret blive i stand til selv at udvikle nye metoder, og deres erfaringer vil blive delt systematisk med andre kommuner i den fireårige projektperiode.
Donationen udspringer af Den A.P. Møllerske Støttefonds sociale initiativ fra 2016-2021, hvor 750 mio. kr. blev øremærket til indsatser inden for det sociale område.
Læs mere om Det sociale initiativ