Frit Oplysningsforbund i Aarhus
Socialøkonomisk virksomhed skaber fleksjobs
Bevillingsmodtager: FO-Aarhus (Frit Oplysningsforbund i Aarhus)
Periode: 2020-2024
Beløb: 8.379.000 kr.
Egenfinansiering: 1.200.000 kr.
Anden støtte: Aarhus Kommune 1.000.000 kr.
Fokusområde: Livsmestring, uddannelse og arbejde
FO-Aarhus vil fra 2021 drive den socialøkonomiske virksomhed Skejby Rangers og bylivshuset Overtaci House med café, fællesspisning og kunstmuseum i den tidligere journalisthøjskole i Skejby. Planen er at skabe minimum 60 fleksjobs til udsatte borgere.
Skejby Rangers sælger serviceydelser til markedspris inden for ejendomsdrift, pasning af grønne arealer, facilitering af events, administration, køkken og kantine. Der er 80 virksomheder i lokalområdet, og såvel Business Park Skejby som ni konkrete virksomheder har tilkendegivet deres interesse for at købe ydelser. I 2019 har FO-Aarhus afprøvet, om der er et potentiale for virksomheden, og det er lykkedes at skabe fleksjobs til 11 udsatte borgere. Testen har samtidig vist et behov for indkøb af maskiner og udstyr, og at der opbygges en mere professionel organisation og gives social støtte til de ansatte.
Virksomheden skal være økonomisk selvbærende fra 2025 med en omsætning på 2,8 mio. kr. årligt. Skejby Rangers kobles til et forløb om forretningsudvikling i Den Sociale Kapitalfond og rådgivning fra Huset Venture, som er specialister i socialøkonomi.
Donationen udspringer af Den A.P. Møllerske Støttefonds sociale initiativ fra 2016-2021, hvor 750 mio. kr. blev øremærket til indsatser inden for det sociale område.
Læs mere om Det sociale initiativ