Boligselskabet Sjælland
Frivillig mentorordning til elever på FGU har fokus på matematik
Bevillingsmodtager: Den frivillige organisation Matematikcenter
Periode: 2021-2024
Beløb: 3.399.000 kr.
Anden støtte: 68.850 kr., FGU Øst
Fokusområde: Erhvervsuddannelse eller job til udsatte unge
Hovedparten af eleverne på Den Forberedende Grunduddannelse (FGU) er ikke uddannelsesparate, når de afslutter folkeskolen. Især er de fagligt udfordret i matematik og i fare for ikke at gennemføre uddannelsen. I et treårigt pilotprojekt vil frivilligorganisationen Matematikcenter og FGU Øst udvikle en metode, hvor frafaldstruede unge tilbydes frivillig, faglig mentorstøtte og lektiehjælp. Mentorordningen tilbydes 40 unge.
I mentorstøtten fokuseres på at forstå og anvende matematik. Målene er, at alle deltagende elever løftes mindst ét fagligt niveau i matematik, og at 60 % af dem løftes til det niveau, der er beskrevet i deres forløbsplan. Lektiehjælp i matematik tilbydes tillige til samtlige unge på de deltagende skoler. Som led i projektet modtager mentorerne målrettet uddannelse.
Når projektet sine mål, forankres metoden på FGU Øst, ligesom viden om resultaterne efterfølgende spredes til de øvrige 27 FGU-institutioner.
Donationen udspringer af Den A.P. Møllerske Støttefonds sociale initiativ fra 2016-2021, hvor 750 mio. kr. blev øremærket til indsatser inden for det sociale område.
Læs mere om Det sociale initiativ