Morsø Kommune
Bedre hjælp til udsatte familier
Bevillingsmodtager: Morsø Kommune
Periode: 2017-2020
Beløb: 6.500.000 kr.
Fokusområde: Udsatte familiers bæredygtighed
Morsø Kommune har netop afsluttet projektet ”Familiens trivsel – barnets trivsel”. Projektet har haft til formål at øge trivsel og selvbestemmelse hos særligt belastede familier, samt øge forældrenes tilknytning til arbejde og uddannelse. Projektet hviler på en antagelse om, at forældrenes trivsel, tro på egne evner og arbejdstilknytning har en positiv virkning på børnene.
Gennem en helhedsorienteret, tværfaglig indsats har projektet fokuseret på, at familierne tager aktivt ejerskab i løsning af deres egne udfordringer. Ved projektstart fik hver familie tildelt en koordinator, som havde til opgave at involvere familien i beskrivelse og indkredsning af familiens udfordringer samt motiverer familien til at nå deres mål.
Ønsket var at nå 25 udsatte familier fordelt på 50 voksne og 75 børn, men behovet har været større. I alt 73 familier med 100 voksne og 123 børn endte med at være en del af projektet.
Evaluering fra University College Nordjylland (UCN) viser, at trivslen hos de involverede børn og voksne er steget:
- 29 % af forældrene er selvforsørgende efter indsatsen. Dette er en fremgang på 15 procentpoint.
- 62 % af forældrene vurderer, at børnene trives bedre i kraft af indsatsen.
- 22 % af forældre har i projektperioden flyttet sig fra at være i risiko eller stor risiko for langvarig depression og stress til at ligge i normalområdet/udenfor risiko.
Evalueringen viser, at de voksnes tilknytning til uddannelse og beskæftigelse er steget, og især kvinder synes at have et positivt udbytte af indsatsen.
Indsatsen har også haft positive organisatoriske forandringer. Det er lykkedes at etablere en effektiv og koordineret sagsbehandling med koordinatorerne som bindeled samt at skabe fleksibilitet i projektindsatserne og bringe de sårbare familier i centrum.
Donationen udspringer af Den A.P. Møllerske Støttefonds sociale initiativ fra 2016-2021, hvor 750 mio. kr. blev øremærket til indsatser inden for det sociale område.
Læs mere om Det sociale initiativ