Københavns Kommune
Udvikling af SYKL-praksis i Københavns Kommune
Bevillingsmodtager: Københavns Kommune
Periode: 2022-2025
Beløb: 1.470.000 kr.
Kategori: Almen professionsudvikling
Københavns Kommune har i 2022 afsat midler til en intensiv matematikindsats, som skal understøtte lærere og vejledere på alle kommunens 60 skoler.
SYKL (Systematiseret Klassekammerathjælp) er et ud af fem spor i denne indsats. Projektet har til formål at systematisere og kvalificere den hjælp, eleverne kan give hinanden i undervisningen. Eleverne danner makkerpar, og skiftes med støtte fra en række såkaldte stilladseringskort og faglige tips til at hjælpe hinanden med faglige opgaver. I tillæg til at styrke matematikundervisningen bidrager tilgangen også til at udvikle de sociale og faglige fællesskaber blandt eleverne.
Indsatsen forankres i skolernes professionelle læringsfællesskaber/fagteams. Kompetenceudviklingen leveres af Københavns Professionshøjskole og omfatter undervisningsdage, praksisafprøvning, observation og vejledning, der finder sted i undervisningen med eleverne. Samtlige skoleledelser samt lederne fra ressourcecentrene deltager i kompetenceudviklingen.
Indsatsen strækker sig over 3 år og omfatter alle 4. klasser på kommunens 60 skoler.