11-12-2023

A.P. Møller Fonden støtter landskab og biodiversitet på Bognæs

Luftfoto af halvøen Bognæs i Roskilde Fjord

Foto: Ole Malling

Landskabet på halvøen Bognæs i Roskilde Fjord er enestående. Her finder man tydelige tråde tilbage til fortidens kongelige vildtbane og guldalderlandskab samt en fantastisk natur med 500 år gamle egetræer, sjældne skovbiller, padder, krybdyr, flagermus og insektædende fugle.

For at bevare, genskabe og udvikle Bognæs’ natur har Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med blandt andre lodsejeren planlagt et stort landskabs- og biodiversitetsprojekt. Projektet omfatter et 476 hektar stort område og rummer en række indsatser, som skal understøtte områdets biodiversitet og landskabsværdier.

Med en bevilling på 4 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og 0,4 millioner fra nationalparken kan projektet nu realiseres.

Blandt de tiltag, der nu kan gennemføres, er genskabelsen af de naturlige vandstandsforhold på halvøen. Det skal ske gennem etablering og forbedring af mindst 40 vådområder spredt over hele området – i både skov og lysninger. De mange vådområder vil gavne blandt andet insekter, fugle og især padder.

Dernæst vil nationalparken omlægge cirka 30 hektar tidligere dyrkede arealer til åbent land med blomsterrige enge og overdrev. Det gøres ved at så vilde frø fra andre sjællandske enge og overdrev samt plante solitære ege og hvidtjørne af lokal oprindelse.

Gennem årene er der fjernet mange store sten fra landbrugsarealerne på Bognæs. Derfor vil nationalparken lægge store sten tilbage i landskabet og på den måde genskabe de stenbestrøede overdrev og enge.

Året rundt skal store, græssende dyr holde græs og krat i skak. Afgræsningen skal varetages af hårdføre kreaturer, heste og de mange dådyr og rådyr, der allerede lever på Bognæs. Afgræsning har mange fordele i forhold til biodiversiteten. Blandt andet skaber det plads til flere arter af planter, som ellers ville blive udkonkurreret af de hurtigvoksende græsser.