18-06-2024

Sådan kommer det nye Kyst- og Lystfiskercenter til at se ud

Kyst- og Lystfiskercenter i Assens Illustration: 3XN/GXN

Illustration: 3XN/GXN

Vinderen af arkitektkonkurrencen om at bygge et nationalt Kyst- og Lystfiskercenter på Midtermolen i Assens er nu fundet. Det er arkitektfirmaet 3XN, der har tegnet vinderforslaget, som står til at blive et markant vartegn for Assens.

Kyst- og Lystfiskercenteret er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 25 millioner kroner, Nordea-fonden med 19 millioner kroner samt staten og Assens Kommune med henholdsvis 22 og 15 millioner kroner. Det vil blive opført som en kompakt træbygning på 700 kvadratmeter med en beskyttende skærm af tegl og biogene materialer, der lever op til arkitektkonkurrencens kriterier om holdbarhed og bæredygtighed.

Vinderforslaget bliver et markant vartegn i Assens Havn og giver gode muligheder for de besøgende til at komme fysisk tæt på vandet og dermed leve op til blandt andet A.P. Møller Fondens forudsætning for donationen om at øge danskernes kendskab til livet under vandet.

Der etableres stenrev med store sten, som åbner op for et miljø for fisk og andre dyr, og der etableres en rampe fra Midtermolen og centeret ned til området med stenrevet, så det bliver tilgængeligt for de besøgende.

Til arkitektkonkurrencens prækvalifikation havde 15 teams meldt sig på banen, hvoraf fire blev prækvalificeret. Det var i konkurrence med arkitektfirmaerne Kjaer & Richter, BIG – Bjarke Ingels Group og Lundgaard & Tranberg, 3XN’s vinderforslag er blevet udvalgt.

Læs mere på projektsiden.