17-11-2023

Sådan ser Fremtidens Spejderhytte ud

Fremtidens Spejderhytte. Illustration: LETH & GORI

Illustration: LETH & GORI

Arkitektfirmaet LETH & GORI har sammen med Rønnow Arkitekter og VEGA Landskab vundet Den A.P. Møllerske Støttefonds arkitektkonkurrence om Fremtidens Spejderhytte, som er afholdt i samarbejde med Spejderne og FDF. I konkurrencen har de deltagende arkitektfirmaer udarbejdet forslag til en kompakt og bæredygtig spejderhytte, der understøtter fællesskab og aktivitet i naturen.

Fremtidens Spejderhytte er en del af Den A.P. Møllerske Støttefonds donation på 80 millioner kroner, som skal bidrage til at forny de fysiske rammer for de mere end 100.000 børn og unge, der hver uge mødes i spejdergrupper og FDF-kredse i en af landets ca. 1.200 spejderhytter.

For Den A.P. Møllerske Støttefond er det afgørende, at flere børn og unge i fremtiden vælger spejder- eller FDF-livet. Det forudsætter gode fysiske rammer, og derfor vil op til 25 lokale foreninger efter ansøgning få doneret en af de nye hytter af Fonden. Efterfølgende vil tegningsmaterialet blive frit tilgængeligt for alle, som ønsker at opføre Fremtidens Spejderhytte.

Med LETH & GORIs forslag til Fremtidens Spejderhytte nytænkes den klassiske spejderhytte i både form og funktion. Hytten åbner sig mod omgivelserne, trækker naturen ind og inviterer hyttens brugere til at være udenfor. Hytten, der primært er bygget af træ, er kompakt og rummer de mest nødvendige basisfunktioner for en spejderforening. Undervejs i arkitektkonkurrencen var spejderledere, børn og unge en del af arbejdet.

Interesserede spejdergrupper og FDF-kredse vil fra den 1. december 2023 kunne ansøge Den A.P. Møllerske Støttefond om at modtage en helt ny spejderhytte. Det skal ske via Fondens ansøgningsportal.