29-06-2023

Ungdomsøens Havn fremtidssikres

Foto: Christopher Hesselberg

Foto: Christopher Hesselberg

Ungdomsøen på Middelgrundfortet er en ø fuld af aktiviteter for unge – udviklet af unge. Havnen er Ungdomsøens hjerte. Det er her man går i land fra færgen, lystsejlere lægger til og hvor bålhygge og fællesmiddage samler folk.

Med en bevilling på 70 millioner kroner ønsker A.P. Møller Fonden at bidrage til at fremtidssikre besejlingen til det historiske søfort og til den fortsatte udvikling af Ungdomsøen som et attraktivt sted for de mange besøgende og engagerede unge.

Med projektet inddeles havnen i i fire zoner til hvert sit formål: Aktivitetsstrøget, Landgangen, Servicekajen og Stranden. Aktivitetsstrøget vil blive samlingspunktet for forskellige fysiske aktiviteter. Ved Landgangen og Servicekajen skal både og større skibe kunne lægge til, og på Stranden skabes der mulighed for afslapning i sandet.

Renoveringen foregår i perioden 2023-2027. Udover udviklingen af de nye områder og faciliteter bliver kaj- og moler renoveret ligesom øen bliver klimasikret.