6-02-2025
Vinder af arkitektkonkurrence om nyt hospice på Sankt Lukas Stiftelsen er fundet
![Illustration: © BIG - Bjarke Ingels Group](https://www.apmollerfonde.dk/wp-content/uploads/2025/02/24052_childrenshospicefacade_reduced_nyweb.png)
Illustration: © BIG - Bjarke Ingels Group
Arkitektur og grønne omgivelser skal bidrage til lindring for mennesker med livstruende sygdomme i det kommende hospicebyggeri på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Det er arkitektteamet BIG – Bjarke Ingels Group og Creo Arkitekter, der har vundet arkitektkonkurrencen.
Projektet omfatter et nyt voksenhospice med sengeafsnit, udvidet plads til det hospiceteam, der kører ud til de patienter, som ønsker at dø i eget hjem, samt et daghospice. Der skal også opføres en ny bygning til Lukashuset, som er et lindrende og aflastende tilbud til børn og unge. Vinderforslaget indeholder desuden et landskabsprojekt.
Opførelsen af de nye bygninger er muliggjort ved en donation på 260 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 100 millioner kroner fra selskabet Sorana, ligesom stiftelsen selv bidrager økonomisk til byggeriet.
I forbindelse med offentliggørelsen af donationen i 2024 sagde formanden for Den A.P. Møllerske Støttefond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla:
”Værdighed, lindring og trygge rammer er altafgørende, når livstruende sygdom rammer. Det gælder både for den enkelte sygdomsramte såvel som for de pårørende. Da behovet for flere pladser er stort, støtter Fonden op om udbygningen og kvalitetsløftet af Sankt Lukas Stiftelsens Hospice.”