Antikken var i farver
Siden slutningen af 1800-tallet har det været kendt blandt arkæologer, at skulpturer i antikkens Grækenland og Rom slet ikke fremtrådte hvide i deres samtid. Tværtimod var de belagt med farver, og det gælder også for blandt andet relieffer på templer og sarkofager, samt portrætbuster. Alligevel er antikkens hvide og distante marmorskulpturer blevet hyldet som udtryk for højdepunktet i europæisk kunst i det 20. århundrede.
Det har været kontroversielt og omdiskuteret, at der vitterlig var tale om polykrome skulpturer, som man betegner de farvede skulpturer. Bevismaterialet var spinkelt, fordi farverne ikke var holdbare over de mange århundreder. Desuden blev skulpturer i en lang periode afvasket og somme tider skrubbet og afsyret, inden de blev solgt til museer. Først fra 1980’erne har man for alvor forsket i antikkens farvepalet takket være nye tekniske undersøgelsesmuligheder.
Udstillingen Som forvandlet – Antik skulptur i farver på Ny Carlsberg Glyptotek reviderer gammelkendte forestillinger om livet i antikken, og afslører en verden af farver i oldtidens Grækenland og Rom.
Udstillingen byder på værker fra nogle af verdens største oldtidssamlinger. I alt indgår 120 værker fra hele verden, inklusive rekonstruktioner af skulpturer. Udstillingen viser også, hvordan grækerne arbejdede med farve i bronzestatuer ved hjælp af forskellige legeringer og overfladebehandlinger.
Forskning i oprindelig farvebelægning
Mange års forskning i polykromi ligger til grund for udstillingen. Tværvidenskabeligt samarbejde mellem arkæologer, klassiske filologer, historikere og eksperter inden for konserveringsvidenskab, kemi, fysik og geologi har vristet overraskende viden ud af skulpturerne om deres oprindelige farvebelægning. Ved hjælp af forskellige avancerede teknikker er omkring 55 af Glyptotekets samling af over 1.100 græske og romerske stenskulpturer minutiøst gennemgået for spor af farvepigmenter og bladguld, og hver eneste skulptur har vist sig at være bemalet.
Udstillingen er blandt andet gennemført med en donation fra A.P. Møller Fonden.
Tags
Kunst og kulturFAKTA
PROJEKT: Gennemførelse af udstilling
STED: Ny Carlsberg Glyptotek
TITEL: Som Forvandlet – Antik skulptur i farver
PERIODE: 2014
ANTAL VÆRKER: 120
STØTTE: 1,9 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
SE MERE: Ny Carlsberg Glyptotek