Børns Vilkår
Kursustilbud og uddannelse af frivillige sikrer kvaliteten i BørneTelefonens rådgivning
“Det er virkelig rart, at have mennesker som jer, når man har mest brug for det”. “Jeg har ikke cuttet mig selv i lang tid”. Man kan læse sådanne tilbagemeldinger fra børn og unge på opslagstavlen i Rådgiverummet, hvor de mange frivillige for Børns Vilkårs BørneTelefon holder til, når de har vagt. Bente Boserup, leder af Børns Vilkårs rådgivning, fortæller, at de mange positive meldinger udgør en vigtig motivationsfaktor for organisationens 350 frivillige rådgivere. De er tilknyttet Børns Vilkår for netop at gøre en forskel for børn og unge med problemer. Som Per, en pensioneret pædagogisk konsulent, siger til de frivilliges interne blad Talerøret: “Jeg går altid hjem med følelsen af at have hjulpet mindst ét barn”.
Børns Vilkår er en privat humanitær organisation, der siden 1977 har arbejdet for, at alle børn i Danmark kan få den hjælp, de har behov for. Det sker blandt andet ved, at en veluddannet, frivillig voksen tilbyder rådgivning via telefon, chat og sms om store og små problemer i hverdagen. BørneTelefonen er kendt af 84 procent af børn i Danmark.
Populært at være frivillig
I 2012 rådgav BørneTelefonen over 33.000 børn og unge over telefon, chat og sms, næsten en fordobling siden 2010. Åbningstiden er da stort set også fordoblet i samme periode, og antallet af frivillige er steget markant fra 200 i 2011 til 350 medio 2013. Derfor er kursusudbuddet for hele 2013 også intensiveret. “Den donation, vi har fået fra den A.P. Møllerske Støttefond til uddannelse og opkvalificering af frivillige, går i lige linje til børnene og betyder, at børnene får en bedre rådgivning”, siger Bente Boserup.
Når antallet af frivillige kan holde trit med væksten i åbningstiden og de mange henvendelser, hænger det sammen med, at Børns Vilkår er et godt sted at være frivillig, påpeger Bente Boserup. Rekruttering udgør ikke et problem. Hos Børns Vilkår får man nemlig en anerkendt uddannelse i samtalemetode og spørgeteknik, man får viden om mobning, omsorgssvigt, børn i krise og andre vigtige børnefaglige emner, som eksempelvis ikke er en del af den almindelige lærer- eller pædagoguddannelse. Man bliver simpelthen fagligt dygtigere af at være frivillig for BørneTelefonen, og man bliver dygtigere til sit eget arbejde, fortæller Bente Boserup.
En kunstart at tale med børn
Alle frivillige rådgivere er i gang med eller har allerede en børnefaglig uddannelse som lærer, pædagog, børnelæge, psykolog, sundhedsplejerske eller andet. “Det er ikke nok med et stort bankende hjerte”, forklarer Bente Boserup. “Fagligheden skal være i orden, for det er børnenes behov, der er i fokus”. De yngste i frivilliggruppen er minimum 23 år, de ældste er op til 75 år, og gruppen består af erhvervsaktive, efterlønnere og pensionister.
Alle nye rekrutter skal igennem et nøje tilrettelagt kursusforløb og gennemføre 130 rådgivningstimer for børn, unge og forældre for at få det eftertragtede kvalificeringsbevis. “Det er en kunstart i sig selv at tale med børn. Rådgiverne skal kunne håndtere en bred palet af problemstillinger lige fra almindelig fis og ballade til alvorlige omsorgssvigt”, siger Bente Boserup. Gennem 36 år har Børns Vilkår netop arbejdet for at raffinere samtale- og rådgivningskunsten og dens metoder. “Vi forventer meget af de frivillige. De skal gennemføre kursusforløbet, de skal tage vagter, overholde aftaler og ikke melde afbud. Man forpligter sig til minimum 24 vagter om året, fire timer ad gangen”.
Kursusprogrammet for 2013 tilbyder en række undervisningsforløb og workshops, hvoraf nogle er for nye frivillige som led i at opnå kvalificeringsbeviset, mens andre er tilbud til mere erfarne frivillige. De mange kursustilbud tjener blandt andet til at fastholde de frivillige, som udgør nerven i BørneTelefonens arbejde. Man kan eksempelvis videreuddanne sig og blive vejleder for frivillige. Det er også muligt at uddanne sig som børnerådgiver, en efteruddannelse etableret i samarbejde med Professionshøjskolen Metropol.
En broget brugerskare
Siden 1987, hvor BørneTelefonen startede, har man for hver samtale registreret barnets køn, alder, landsdel, problemstilling med videre. En ny opgørelse viser, at omkring 14 procent af rådgivningssamtalerne handler om kærlighed og forelskelse, og et særlig kursus er målrettet denne problematik.
“Det kan være alt fra en niårig, der er vild med en pige i tredje klasse, til et ungt menneske, der vil tage livet af sig, fordi kæresten har forladt hende eller ham. Det kan også være, at kæresten slår, og den unge ikke vil sige det til nogen, fordi han ikke slår rigtig hårdt”.
Næsten syv procent af henvendelserne drejer sig om mobning og fire procent om vold. “Det er virkelig store og omfattende problemer. Mobbesamtaler kan være meget hårde, for mange børn bliver ganske enkelt ikke hørt derhjemme eller i skolen”, fortæller Bente Boserup.
Fremtidens mål
De seneste to år har BørneTelefonen lavet maraton på den Internationale BørneTelefon Dag. Her har det vist sig, at hvis alle 19 pladser i BørneTelefonen er besat fra 11 til 23, er der næsten ingen ventetid og ingen, der ringer forgæves. Siden 2011 har Børns Vilkår udvidet BørneTelefonens rådgivningskapacitet betragteligt. Som det er nu, besvares over 30.000 opkald årligt, mens over 50.000 ringer forgæves. Målet er, at BørneTelefonen i 2014 har åbent alle dage kl. 11-23 inklusive juleaften. Det vil kræve et hold af 500 veluddannede frivillige, men Børns Vilkår er godt på vej mod målet.
Redaktionen afsluttet juli 2013
FAKTA
PROJEKT: Opkvalificering af frivillige børnerådgivere
ORGANISATION: Børns Vilkår, Valby
PERIODE: 2013
STØTTE: 0,9 mio. kr.
ANDRE ORGANISATIONER: Siden 1957 er der ydet støtte til Børnehjælpsdagen, Børneringen, Dansk Sundhedstjeneste (Sydslesvig), Det Store Børnelotteri, Foreningen til Hjælp for Grønlandske Børn, Landsforeningen mod Børnelammelse og Red Barnet. Den A.P. Møllerske Støttefond har siden 2007 støttet ADHD Foreningen, Børnehjælpsdagen, Børnecancerfonden, Danmarks Psoriasis Forening, Familier med Kræftramte Børn, Foreningen Børn og Unge i Voldsramte Familier, Forælder Fonden, Landsforeningen Børnenes Kontor, Landsorganisationen Udsatte Børn og Unge, Mødrehjælpen, Mødrerådgivningen, Red Barnet, Politiets Ungdoms Klub, Ungdommens Røde Kors og Ønskefonden Danmark.
SE MERE: Børns Vilkår