Campus Odsherred
Odsherred Gymnasium og EUC Nordvestsjælland fusionerer til Campus Odsherred – Et byggeri, der skal samle ungdomsuddannelserne i Odsherred på Odsherred Gymnasiums nuværende område.
Erhvervslivet i hele landet har brug for, at hver eneste ung tager en uddannelse. Ved at samle alle ungdomsuddannelserne i Odsherred på ét sted, er det ambitionen, at Campus Odsherred skal skabe attraktive fag- og studiemiljøer, som tiltrækker Odsherreds unge til både erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser. Det er på én og samme tid godt for egnens unge, erhvervslivet og samfundet i almindelighed.
Støtten fra A.P. Møller Fonden skal bidrage til en om- og tilbygning af Odsherreds Gymnasium, så der bliver plads til de erhvervsuddannelser og kommunens forskellige udgaver af 10. klasse, der i dag holder til i Fårevejle Stationsby. Udover tilbygningen får gymnasiets naturfagslokaler en tiltrængt opgradering.
Byggeriet af Campus Odsherred forventes at stå færdigt i foråret 2024. Forud for byggeriet vil der blive afholdt en arkitektkonkurrence, der kan give visionære idéer til stimulerende og indbydende rammer på fremtidens Campus Odsherred.
FAKTA
PROJEKT: Campus Odsherred – Etablering af nye, moderne undervisningsfaciliteter i Odsherred
ORGANISATION: Odsherred Gymnasium og EUC Nordvestsjælland
STED: Asnæs, Odsherred
PERIODE: 2022-2024
STØTTE: 25 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: Odsherred Kommune og skolerne bidrager med hhv. 5 og 10 mio. kr.