Ny autoriseret oversættelse af Bibelen
Den nuværende Bibel blev udgivet i 1992 af Det Danske Bibelselskab. Men selvom kristendommen arbejder med evigheden som horisont, står tiden ikke stille.
Siden 1992 har både videnskaben, sproget, traditionen og kulturen udviklet sig. Eksempelvis har betydningen af ”at spotte Gud” flyttet sig. For handler det om at håne ham eller om at få øje på ham?
Derfor går Bibelselskabet med en bevilling på 16 mio. kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond i gang med en helt ny autoriseret oversættelse af Bibelen, så danskerne i de kommende år får en bibeloversættelse i et opdateret sprog.
Den nye oversættelse vil bidrage til at styrke danskernes kendskab til de bibelske fortællinger og værdier, som siden den første oversættelse i 1550 har haft afgørende indflydelse på, hvordan vi ser på hinanden og verden.
Den nye oversættelse af Bibelen forventes klar i 2036.
FAKTA
PROJEKT: Ny oversættelse af Bibelen
ORGANISATION: Det Danske Bibelselskab
PERIODE: 2023-2036
STØTTE: 16 mio. kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond