Stor restaurering i Fredensborg Slotshave
I anledning af Hendes Majestæt Dronningens 50-års Regeringsjubilæum bliver Eremitagepavillonerne og Kongebroen i Fredensborg Slothave nu restaureret. Istandsættelsen vil komme Slotshavens mange gæster til glæde.
Restaureringen vil samtidig markere færdiggørelsen af mange års arbejde med at genskabe barokhaven i Fredensborg, som i 2021 blev hædret med den prestigefyldte Europa Nostra-pris.
Eremitagepavilloner
De to Eremitagepavilloner er oprindeligt opført efter ønske af Frederik IV til brug for opvartningen, når kongefamilien spiste ved søen. De nuværende bygninger stammer fra 1765 og er opført af den franske hofarkitekt Nicolas-Henri Jardin.
Pavillonerne var oprindeligt indrettet som grotter, hvor vægge og lofter var dækket med muslingeskaller. I 1772 lod Dronning Juliane Marie pavillonerne indrette som tepavilloner i en nyklassicistisk stil. Den oprindelige stil kan ses på pavillonernes facade, hvor muslingeskaller er hugget ud i vinduesindfatningerne.
Kongebroen som trappen til Esrum Sø
Kongebroen blev skænket til Prins Henrik i 60 års fødselsdagsgave, og den blev indviet i 1996. Kongebroen ligger for enden af Slothaven i en lige akse, der flugter med en af de alléer, som udgår fra Fredensborg Slot i en stjerneform, og som er et kendetegn fra havens oprindelige franske barokstil.
Arbejdet med Pavillonerne og Kongebroen påbegyndes i foråret 2022. Kongebroen ventes færdig ultimo 2022, mens pavillonerne vil stå færdige i begyndelsen af 2024.
A.P. Møller Fonden har siden 2009 løbende givet støtte til den omfattende restaurering af slotshaven.
FAKTA
PROJEKT: Restaurering af Eremitagepavilloner og Kongebro i anledning af H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum
STED: Fredensborg Slotshave
ORGANISATION: Slots- og Kulturstyrelsen
PERIODE: 2022-2024
STØTTE: 24 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden