Experimentarium
Nyombyggede Experimentarium er science center i verdensklasse med 16 spritnye udstillinger
Siden 1991 har Experimentarium haft til huse i den gamle sodavandstappehal i Tuborg Havn i Hellerup. Science centeret har siden begyndelsen haft stor succes med at skabe udstillinger, der bygger bro mellem naturvidenskab og læring. Bygningens fysiske rammer satte dog begrænsninger for centrets visioner for fremtiden. Bygningen gennemgik derfor en omfattende renovering og udvidelse, der blev afsluttet i 2017.
Det nye Experimentarium står i dag som en moderne og arkitektonisk bygning, hvis bygningsudtryk er synligt forankret i sin industrihistoriske arv.
Efter ombygningerne er udstillingsarealet fordoblet. På de nu 9.000 m2 finder man 16 forskellige udstillinger om alt fra videnskab bag sæbebobler til verdenshandel, skibstrafik og olieudvinding samt en ny interaktiv bevægelsesbiograf baseret på bevægelsessensorer, der inspirerer til fysisk aktivitet.
Bygningens indre er omstruktureret, så der blandt andet er sikret de mest optimale og fleksible rammer for varierende udstillinger. Samtidig er der tilføjet forskudte etager beklædt med perforeret aluminium. Der er lagt vægt på at skabe et godt flow gennem den 135 meter lange bygnings forskellige udstillinger. I bygningens to atrier medvirker to nye, spektakulære trapper i hver sin ende af udstillingshallen til, at publikum nemt kan bevæge sig rundt mellem Experimentariums mange faciliteter.
Den omfattende udvidelse af Experimentarium har som målsætning at gøre endnu flere klogere på naturvidenskabens metoder, resultater og betydning for den samfundsmæssige udvikling.
FAKTA
PROJEKT: Udvidelse og modernisering af bygning
STED: Experimentarium, København
PERIODE: 2014-2017
BYGHERRE: Ejendomsselskabet Experimentarium A/S
ARKITEKT: CEBRA A/S
BYGHERRERÅDGIVER: Elgaard Architecture, Rambøll
STØRRELSE: 26.850 m2
STØTTE: 245 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden, samt støtte til uddannelse af personale til udstillingerne “Havnen” og “Energizonen”
ANDEN STØTTE: i alt 578 mio. kr. fra fonde og virksomheder
SE MERE: Experimentarium