Arkitektur i videnskabens tjeneste

Nyombyggede Experimentarium er science center i verdensklasse med 16 spritnye udstillinger


Det succesrige danske Experimentarium har netop slået dørene op for natur- og tekniknysgerrige børn i alle aldre. Og stedet er ikke til at kende igen. Siden 1991 har Experimentarium haft til huse i den gamle sodavandstappehal i Tuborg Havn, men nu, en omfattende udvidelse og ombygning senere, har centeret taget et kvantespring i form og indhold.

Facade 440På soklen af den gamle bygning står et moderne og markant arkitektonisk byggeri med forskudte etager beklædt med perforeret aluminium. Det udsiger, at nye og spændende oplevelser er i vente.

Alt står i naturvidenskabens tegn, ikke mindst centerets to spektakulære trapper. Den svungne kobberbeklædte Helixtrappe i indgangshallen er tydeligvis inspireret af DNA-strengens dobbelte helixstruktur. Den spejlbeklædte X-formede Vektortrappe i den anden ende af bygningen har taget sit navn fra matematikken og beskriver den korteste afstand mellem to punkter.

Flere ind i videnskabens verden

Siden Experimentarium præsenterede danskerne for sin innovative og legende tilgang til naturvidenskabelig formidling for over 25 år siden, har centeret lukket over otte millioner børn, unge og voksne ind i videnskabens verden. I dag er interessen for naturvidenskab og teknik større end nogensinde, så udvidelsen er kærkommen. "Vi regner med en halv million gæster det første år. Det er ikke optimistisk, det er realistisk, og det kan sagtens blive flere", spår Experimentariums administrerende direktør, Kim Gladstone Herlev.

Bio 440Det nye Experimentarium har fordoblet sit udstillingsareal, og på de nu 9.000 m2 frister 16 helt nye udstillinger med mulighed for udforskning af alt fra videnskaben bag sæbebobler til at gå på opdagelse i verdens største, interaktive kuglebane i en udstilling om verdenshandel, skibstrafik og olieudvinding. Hvordan er det for eksempel at stå på broen af et containerskib i orkan? Tilmed byder Experimentarium på verdens første interaktive bevægelsesbiograf, baseret på bevægelsessensorer. Biografen kombinerer underholdning med fysisk aktivitet ved at lade børnene påvirke handlingen med deres bevægelser. Akustisk dæmpning i gulv, vægge og lofter sørger for, at entusiastiske børn ikke overdøver hinanden, når de højlydt udforsker bygningens forskellige udstillinger.

Den omfattende udvidelse af Experimentarium har som målsætning at gøre endnu flere klogere på naturvidenskabens metoder, resultater og betydning for den samfundsmæssige udvikling. "Hele filosofien og formidlingsgrundsynet er det samme som før", siger Kim Gladstone Herlev om det nye Experimentarium. "Men det er et nyt hus, nye rutiner og nye udstillinger".

Udvidelsen og ombygningen er blandt andet realiseret ved en donation fra A.P. Møller Fonden.

Sokkel m nybyg 440Fremtiden hviler på fortiden

En væsentlig opgave for CEBRA A/S, arkitektfirmaet bag formgivningen af det nye Experimentarium, har været at inkorporere den bevaringsværdige tappehal fra Tuborg-bryggeriets tid, som fra starten husede Experimentarium. "Den gamle tappehal er en del af Experimentariums historie og af Tuborgs, men den er også en del af en fortælling om, at fremtiden hviler på fortiden. Murstensbasen fra Tuborgs tid har tyngde og står på jorden. Herover er den lettere og mere legende nye struktur med forskudte aluminiumbeklædte kasser og store vinduespartier", beskriver arkitekt og partner Kolja Nielsen fra CEBRA A/S.

Med udbygningen af Experimentarium sætter centeret et markant præg på hele bydelen og åbner sig mod publikum. I mange år var alt det spændende, Experimentarium foretog sig, gemt inde i den gamle tappehal, fortæller Kolja Nielsen. Men nu vil man kunne se ind i Experimentarium og blive lokket til at stifte nærmere bekendtskab med stedets aktiviteter. Og når besøgende bevæger sig rundt inde i bygningen, kan de se ud på Svanemølleværket, Københavns skyline og Øresund.

Udstillinger bygget op fra grunden

I udbygningen er der lagt vægt på at sikre et godt flow gennem udstillingerne og den 135 meter lange bygning som helhed. De to markante trapper i hver sin ende af udstillingshallen betyder, at publikum nemt kan bevæge sig fra den ene udstillingsetage til den anden og til restauranten, mødelokalerne og de andre faciliteter.

Havnen 440Gennem store glasfacader ved vektortrappen kan besøgende kigge ind bag kulisserne, og medarbejderne kan mærke, at de deltager i formidlingen af naturvidenskab og teknik til den brede befolkning. "Noget, der er interessant for publikum at vide, er: Hvad sker der dér, hvor de kreative folk er. Står de på hovedet, eller hvad gør de? Nu har vi fuldstændig transparens begge veje", siger Kim Gladstone Herlev.

I stueetagen er der depot og værksted, for som noget helt unikt bygger Experimentarium selv alle udstillinger fra grunden. Det gælder også den kommende friluftsudstilling på det nye store tagareal, hvor børn kan udforske naturvidenskab og teknik i det fri, når vejret er godt. I tråd med Experimentarium som naturvidenskabeligt og teknisk videncenter er der indtænkt energieffektivitet i alle aspekter af bygningens drift. Man høster således energi fra solceller på taget.

Redaktionen afsluttet januar 2017

  • A.P. Møller og Hustru Chastine MC-kinney Møllers Fond til almene Formaal  //
  • Esplanaden 50  //
  • 1098 København K  //
  • +45 33 63 34 02

NB!

APMOLLERFONDE.DK BRUGER COOKIES FOR AT UDARBEJDE STATISTIK OVER ANVENDELSE AF SITET.

DU KAN ALTID SLETTE COOKIES FRA APMOLLERFONDE.DK IGEN.