Det gamle skibsværft er efter renovering blevet Holbæk Kommunes maritime kraftcenter. Foto: Joe Kniesek

På Holbæk Havn er der efter renovering af det gamle skibsværft og værftsområde igen blevet skabt liv. Målet med projektet har været at skabe et oplevelses- og traditionsrigt maritimt byrum.

Engang blev der bygget træskibe i skibsværftet og i storhedstiden var det en af byens største arbejdspladser. Valget om at omdanne værftet, fremfor at rive det ned, bunder i byens selvforståelse, som er tæt knyttet til handel, skibsfart og skibstømrerhåndværket. Samtidig er værftet meget specielt, fordi der er bevaret meget få af den slags i Danmark.

I dag er det gamle skibsværft fra 1938 et aktivitetshus og danner ramme om undervisning, teaterforestillinger, mødearrangementer, underholdning for børn, en café og meget andet. Flere forskellige organisationer og foreninger har fået plads i huset: Holbæk Klatreklub, Nordvestsjællands Produktionsskole, UngHolbæk og Holbæk Gamle Havns beddinger.

FAKTA 

PROJEKT: Renovering af skibsværft, værftsområde og etablering af maritimt center
STED: Holbæk gamle havn
PERIODE: 2013-2015
ARKITEKT: Arkitekterne A/S, Holbæk
BYGHERRE: Holbæk Kommune
SAMARBEJDSPARTNERE:  Holbæk Kommune, NVRPO, Foreningen for Holbæk Havns Gamle Beddinger, Ung Holbæk og Holbæk Klatreklub
STØTTE: 10,9 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: Realdania