Iskerneboring i Grønland
Det storstilede projekt East Greenland Ice Core Project, EastGRIP, på Grønlands største isstrøm NEGIS har til formål at foretage en 2.500 meter dyb boring ned igennem den nordøstgrønlandske isstrøm for at opnå viden om isstrømmens dynamik og fortidens klima.
Hvert år mister Grønland foruroligende 250 milliarder kubikmeter is. Den ene halvdel af tabet er fra afsmeltning langs kanten på grund af stigende temperaturer, og den anden halvdel er is, der bliver spyet ud gennem de vældige isstrømme. Isstrømmen NEGIS flyder hen over bunden med en hastighed på cirka 55 meter om året, den er over 600 km lang og strækker sig ud til kysten, hvor den deler sig i tre isstrømme, som flyder ud i havet.
For at kunne udarbejde mere præcise prognoser for de havvandsstigninger, som man ved kommer i fremtiden, er det helt nødvendigt med et mere indgående kendskab til disse isstrømme. Et vigtigt element er blandt andet at finde ud af, hvad der skete med isstrømmen under klimaforandringer tilbage i tiden.
EastGRIP blev etableret i 2015 med en bevilling fra A.P. Møller Fonden. Foruden den centrale iskerneboring er der foregået et væld af andre danske og internationale forskningsprojekter i tilknytning til forskningsstationen.
PROJEKT: EGRIP, Iskerneboring i grønlandsk isstrøm NEGIS
STED: Nordøstgrønland
PERIODE: 2015-2021
PROJEKTEJER: Center for Is og Klima, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet
OMFANG: 2.550 m dyb boring
STØTTE: 25 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: Københavns Universitet, Alfred Wegener Instituttet (Tyskland), Bjerkness Centeret (Norge), samt National Science Foundation (USA)
SE MERE: EastGRIP