Kalkmalerier
I Danmark findes der mere end 600 historiske kirker, hvor hvælvinger, triumfbuer og skibsvægge er prydet af malerier af alt fra bibelhistorie, helgenlegender og samtidsskildringer til planter, dyr og fantasivæsner. Samlet set tegner de et billede af både troen og dagliglivet i datidens Danmark fra omkring 1100 frem til Reformationen i 1536.
De mange kalkmalerier er en enestående kulturarv, og et stort konserverings- og restaureringsarbejde sikrer hele tiden, at malerierne bliver bevaret for eftertiden. Arbejdet begyndte i midten af 1800-tallet og det er fortsat i gang i dag.
Generelt bliver kalkmalerierne i de danske kirker over tid smudset til, ligesom de konstant er udsat for nedbrydning. Det kan være angreb fra svamp og andre mikroorganismer eller salte i murværket, der trækker ud, krystalliserer sig og skubber kalk- og pudslag af. Datidens mørteltyper kan også give omfattende revnedannelser, og sætteskader forekommer i hvælvingerne.
De mange forskellige slags skader betyder, at restaureringsarbejdet varierer fra opgave til opgave. Til gengæld er det ens for alle opgaver, at det er en tidskrævende proces.
FAKTA
PROJEKT: Konservering og istandsættelse af kalkmalerier
STED: Kirker i Dronninglund, Ferring, Gerlev, Gjøl, Harridslev, Hedensted, Hornslet, Højby, Jyderup, Kippinge, Kirkerup, Morild, Slagelse, Voer, Vordingborg, Ørslev, Ørsted.
PERIODE: 1998-
STØTTE: 0,13 – 3,1 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
SE MERE: http://danmarkskirker.natmus.dk/