Kampsportens Hus
Kampsportens Hus ved Nørrebro Station kunne den 2. december 2022 åbne efter flere års byggeri. Med det nye hus har København fået et fyrtårn inden for asiatisk kampsport og et samlingssted for lokalsamfundet.
I Kampsportens Hus arbejder klubberne målrettet med at tiltrække nye målgrupper til kampsportens verden. Klubben SIAM har siden indflytningen etableret samarbejdsforløb med bl.a. lokale gymnasier, folkeskoler og børnehaver. I 2023 vil således mere end 1000 børn og unge stifte bekendtskab med kampsporten gennem klubbens initiativer og aktiviteter.
På samme måde arbejder Copenhagen Budo Academy og Nørrebro Taekwondo målrettet med at invitere nye medlemmer indenfor gennem en række skolesamarbejder og etablering af familiehold.
Kampsportsforeningerne vil i fællesskab afholde gratis FerieCamps i skolernes ferier, hvor piger og drenge har mulighed for at prøve kræfter med kampsport.
Kampsportens Hus har både indendørs og udendørs faciliteter på i alt 5000 m2. Huset giver dermed masser af plads til bevægelse, leg og samvær. Som en del af det arkitektoniske udtryk er huset indrettet, så det skal afspejle asiatiske traditioner inden for kampsport.
Fakta
PROJEKT: Opførelse af Kampsportens Hus
ORGANISATION: Københavns Kommune
PERIODE: 2018-2022
ARKITEKT: Entasis
ENTREPRENØR: Einar Kornerup
STØTTE: 30 mio. kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond
ANDEN STØTTE: 10,2 mio. kroner fra Lokale og Anlægsfonden, 10 mio. kroner fra Nordea-fonden og cirka 54 mio. kroner fra Københavns Kommune