
75 meter højt og kobberbeklædt ligger Mærsk Tårnet i hjertet af Nørrebro som et nyt vartegn for byen. Foto: C.F. Møller/Adam Mørk

Inde fra tårnet er der en storslået udsigt over København. Foto: C.F. Møller / Adam Mørk

Der er lagt vægt på rum til fællesskaber, som her i kantinen. Foto: C.F. Møller/Adam Mørk

En snoet sti lokker byens borgere ind gennem parken omkring tårnet. Foto: C.F. Møller / Adam Mørk

Mærsk Tårnet huser Danmarks mest energieffektive laboratorier, bl.a. takket være facadens skodder. Foto: C.F. Møller / Adam Mørk

Mellem 600 og 650 personer har deres daglige gang i tårnet. Foto: C.F. Møller/Adam Mørk

Med tårnet er Nørre Campus blevet en ny og mere åben vidensbydel i København. Foto: C.F. Møller / Adam Mørk
Mærsk Tårnet
Mærsk Tårnet er et nyt vartegn for København og en fremtidssikret investering i dansk sundhedsforskning
Siden åbningen af det 75 meter høje, kobberbeklædte forskertårn i hjertet af Nørrebro i 2017 har den sundhedsvidenskabelige forskning i København haft ”state-of-the-art” udfoldelsesmuligheder. Seks af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets 13 institutter bor i Mærsk Tårnet, og bruger de biomedicinske forskningsfaciliteter. Det drejer sig om institutter med fokus på vacciner og allergier, kræft, hjerterytmeforstyrrelser, fedme og diabetes, hjerneforskning og sund aldring.
Med Mærsk Tårnet kan Danmark og Københavns Universitet langt bedre tiltrække og fastholde de dygtigste danske og internationale forskere og studerende.
Fra kælder til 15. etage er det skulpturelle byggeri med den organiske form designet til at fremme samarbejdet og synergien på tværs af forskergrupperne i de forskellige forskningscentre. Forskere, studerende og teknikere har bidraget til byggeprogrammet, så det har bundklang i forskertårnets kommende brugere.
Mærsk Tårnet hviler på en stjerneformet base med foyer, undervisningslokaler, auditorier og kantine. Rundt om er anlagt en bydelspark, der lokker Københavns borgere til at smutte fra Nørre Allé til Blegdamsvej via en snoet sti. En kælder med plads til 1.500 cykler er i tråd med den bæredygtige tankegang, der kendetegner byggeriet. F.eks. genanvendes regnvand til toiletskyl og vanding af græsset udenfor, og køling sker gennem energieffektiv fjernkøling og solafskærmning.
FAKTA
PROJEKT: Udvidelse af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
STED: Panum Instituttet, København
PERIODE: 2013-2017
AREAL: 42.700 m2
ETAGER: 15
OMFANG: 650 forskere, studerende og teknikere
BYGHERRE: Københavns Universitet og Bygningsstyrelsen
ARKITEKT OG TOTALRÅDGIVER: C.F. Møller Arkitekter
UNDERRÅDGIVER: Rambøll og SLA
STØTTE: 756 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
SE MERE: Københavns Universitet