Brundby Mølle på Samsø blev færdigrestaureret i 2014. Den er en af blot 16 stubmøller i Danmark. Foto: J. Strøm

I Højer ligger en af de højeste træmøller i Nordeuropa. Den store hollænder fra 1857 er i dag museum. Foto: Museum Sønderjylland

Dybbøl Mølle er den måske mest ikoniske af de danske møller, og A.P. Møller Fonden har støttet renovering af den med flere bevillinger. Foto: H. Tvarnø

Bevaring af vind- og vandmøller

I Danmark var de vanddrevne møller i 1100-tallet de første, som satte gang i en spæd industrialisering. Vandmøllerne fik stor betydning for både samfundet og økonomien, og i 1300-tallet besluttede kongen, at ingen å måtte løbe ud i vandet, uden at have gjort gavn på land.

Den første vindmølle, en stubmølle, kom ifølge vidnesbyrd til Danmark i 1259. Mølletypen har fået sit navn, fordi den skal drejes omkring sin egen akse (stubben) for at man kan få den rundt i vindens retning. I dag er der 16 stubmøller tilbage i Danmark. I 1619 blev den første hollændermølle bygget i Danmark. En mere avanceret mølle som betød, at man ikke længere behøvede at dreje hele møllen, men blot dreje den øverste del. I dag er en af de mest ikoniske hollændermøller i Danmark Dybbøl Mølle.

Selvom vand- og vindmøller ikke længere er i egentlig drift, er de fortsat en vigtig del af den danske kultur- og industrihistorie. Der gøres derfor en stor indsats for at bevare dem. 

A.P. Møller Fonden har blandt andet støttet:

  • Restaurering af vandhjul og møllehjul på Ørnbjerg Mølle
  • Renovering af skovlhjul på Faaborg Mølle
  • Restaurering af stubmøllen Brundby Mølle
  • Restaurering og renovering af Højer Mølle samt møllerbolig
  • Renovering af Dybbøl Mølle samt istandsættelse af møllerbolig

Selvom ny teknologi for længst har taget over, er især vindkraft fortsat en vigtig energikilde for Danmark, og der er behov for konstant udvikling. Et af de steder, hvor der forskes intensivt, er testcenteret Lindoe Offshore Renewables Center, som er det største og mest realistiske indendørs testcenter i verden. A.P. Møller Fonden har støttet centeret med 30 mio. kroner.

FAKTA 

PROJEKTER: Restaurering og bevarelse af vind-, vand- og dampmøller, samt testcenter for vindenergi
STED: Siden 1962 støtte til: Møllerne Bagenbjerg (Tranekær), Ballum Enge (Bredebro), Bjerre (Horsens), Blåbæk (Faxe), Brundby, Damgård (Rødekro), Dybbøl, Dyrehave (Nyborg), Egeby (Bornholm), Ejegod, Elk Horn (USA), Eskilstrup, Gammelby (Fredericia), Gl. Rye, Grubbe (Faaborg), Haderslev, Hellebæk, Højer, Kaleko (Faaborg), Kappel (Nakskov), Kanehøj (Skælskør), Kettinge (Sakskøbing), Klostermølle Gudum, Klostermølle Vestervig, Kolby (Samsø), Kuremøllen (Svaneke), Lemvig, Lille Mølle (Ørbæk), Lumby, Lydum (Nr. Nebel), Løve (Høng), Majbølle, Mandø, Maribo, Nørholm, Oxholm, Rudkøbing, Røde Mølle (Morud), Sillerup, Skovsgård (Langeland), Skovsgaard (Slagelse), Stouby (Nykøbing F), Svanemøllen (Kerteminde), Søby, Sønderho, Tadre, Tejn, Tranekær Slotsmølle, Uldum, Ulstrup (Røsnæs), Vennebjerg (Hjørring), Vestermølle (Skanderborg), Vistoft (Mols), Vodskov, Aabenraa, Aarup, Ærø, Ørnbjerg, Østerby (Fejø). Testcenter, LORC Nacelle Testing, Munkebo. Den A.P. Møllerske Støttefond har siden 2012 støttet møller i Dorf (Dronninglund), Gedesby (Gedser), Kimmerslev (Borup) og Odder.
PERIODE: 1960 –
STØTTE: 2.000 kr. – 5,5 mio. kr., samt 30 mio. kr. til testcenter. Bevillingerne er fra A.P. Møller Fonden
SE MERE:  Møllearkivet og LORC testcenter