Nordatlantens Brygge
Tranhuset på Christianshavn får nyt liv som Nordatlantisk videnscenter for børn og unge
Færøerne, Grønland, Island og Danmark har gennem århundrede været tæt knyttet til hinanden. Folkene er tæt vævet ind i hinanden gennem familie, arbejde, uddannelse, samhandel, kultur og politik. Alligevel ved mange kun ganske lidt om hinanden.
Nu skal det historiske Tranhus på Christianshavn renoveres og danne rammerne om et nyt videns- og læringscenter med et naturvidenskabeligt og humanistisk formidlingsindhold for børn og unge. I Tranhuset vil danske skolebørn få et bedre kendskab til det aktuelle liv og samfund i Nordatlanten gennem tematiske undervisningsforløb. På den måde får skoleeleverne indsigt i det, som binder Danmark og Nordatlanten sammen både historisk og aktuelt.
Ambitionen er, at børn og unge i Nordatlanten kan møde hinanden med færre fordomme og større viden og respekt.
Tranhuset blev opført i 1781 som pakhus for den tran, der blev kogt af spæk fra hvalfangsten i Nordatlanten. Den fredede bygning er således med til at fortælle historien om de tætte forbindelser til Nordatlanten. Tran var en vigtig og bekostelig ressource, som blev brugt til belysning, og der er den dag i dag stadig spor og lugt af tran i bygningen.
I dag ejes Tranhuset af Nordatlantens Brygge og drives i samarbejde mellem Færøerne, Grønland, Island og Danmark.
Foto: Torben Eskerod
FAKTA
PROJEKT: Nyt lærings- og videnscenter i det historiske Tranhus
ORGANISATION: Nordatlantens Brygge
PERIODE: 2021-2023
STØTTE: 21 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden til restaurering af Tranhuset, 14,7 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til den naturvidenskabelige formidling og 9,3 mio. kr. fra Augustinus Fonden til den humanistiske formidling.