Nordic Humanities Center for Challenge-Based Inquiry

Søndre Campus, København Universitet. Foto: Jakob Dall

Menneskeheden står overfor en række store globale udfordringer, såsom klimakrisen og pandemier. De tekniske videnskaber viser ofte vejen for de specifikke løsningsmuligheder, men det hænder, at humaniorarens bidrag med nuancering, perspektivering, nye forståelser og handlemuligheder bliver overset.

Københavns Universitet og Syddansk Universitet er derfor gået sammen om et nyt nordisk forskningscenter: Nordic Humanities Center for Challenge-Based Inquiry.

”I min bog er humanismen kommet lidt i baggrunden. Det tjener ikke mennesket. Målet med centeret er således at bringe flere humanistiske perspektiver på verdens udfordringer i spil og på den måde supplere de tekniske videnskaber med nye handlemuligheder og visioner”, siger formand for Den A.P. Møllerske Støttefond, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Forskningscenteret skal på tværs af de to universiteter og andre universiteter i Norden og med udgangspunkt i de humanistiske discipliner, som for eksempel sprog, historie og litteratur, bidrage med nye perspektiver og forståelser for menneskehedens udfordringer.

Centeret realiseres ved hjælp af en bevilling på 60 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond.

Tags

FAKTA

PROJEKT: Nordic Humanities Center for Challenge-Based Enquiry
ORGANISATION: Københavns Universitet
PERIODE: 2022-2028
STØTTE: 60 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond
LÆS MERE HER