Foto: John Kristensen

Op til 20.000 patienter modtager hvert år almindelig strålebehandling. Selvom røntgenstråler med succes helbreder mange kræftformer, kan man i mange tilfælde ikke undgå at bestråle det raske væv eller organer i nærheden af svulsten.

I 2014 bevilgede A.P. Møller Fonden 250 mio. kroner til anskaffelse og ibrugtagning af partikelaccelerator til det nye Dansk Center for Partikelterapi på Aarhus Universitetshospital. Partikelterapi er den nyeste og mest skånsomme form for strålebehandling af kræftsygdomme. Hidtil har behandlingen ikke kunnet udføres herhjemme, fordi det kostbare udstyr ikke var til rådighed.

Den nye behandling med partikelterapi sker med protonstråling, der rammer millimeterpræcist. Sammenlignet med røntgenstråling kan energien i protonstrålen justeres, så dosis kun er på sit højeste dér, hvor svulsten befinder sig. Strålen rammer dermed hverken det raske væv eller organer, og det mindsker risikoen for alvorlige bivirkninger. For patienten tager behandlingen 20-30 minutter pr. gang, og den gentages 5 dage om ugen i op til 6 uger.

Fondens formand, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, sagde i forbindelse med indvielsen af det nye udstyr:

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond har en lang tradition for at støtte lægevidenskaben, herunder danske hospitaler med højteknologisk udstyr. Fonden har dog aldrig tidligere givet så stor en støtte til et enkelt instrument, som det vi i dag fejrer indvielsen af. Med denne nye partikelaccelerator tager behandlingen et kvantespring, og det giver anledning til optimisme, at vi nu i Danmark får state-of-the-art inden for dette felt”.

Tags

FAKTA

PROJEKT: Protonaccelerator til kræftbehandling
STED: Aarhus Universitetshospital, Skejby
PERIODE: 2014-2019
OMFANG: 1.200 patienter årligt
BYGGERI: 9.500 m2
BYGHERRE: Det Nye Universitetshospital i Aarhus
ARKITEKTER: LINK arkitektur
LEVERANDØR AF APPARATUR: Varian Medical Systems, USA
TOTALENTREPRENØR: Hoffmann A/S
STØTTE: 250 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDRE HOSPITALSPROJEKTER: Siden 1973: Abumombazi, Boston, Frederiksberg, Godthåb, Grozny, Grønbæk, Haderslev, Herlev, Hillerød, Horsens, Hvidovre, København, New York, Odense, Aalborg, Aarhus og på Ærø. Den A.P. Møllerske Støttefond siden 1996: Boston, Gråsten, Hvidovre, København, Odense og Aarhus.
SE MERE: DNU