Sankt Annæ Gymnasiums Musikhus

Ny musikbygning skal fastholde og udvikle Sankt Annæ Gymnasiums unikke musikalske miljø. Foto: Sankt Annæ Gymnasium

På sangskolen Sankt Annæ Gymnasium i København bliver der hvert år uddannet musiske elever i særklasse. Skolen tilbyder, som den eneste kommunale i Danmark, både folkeskole, gymnasium, sangskole og musikskole – alt sammen under ét tag og bundet sammen af musikken.

Nu får skolen endnu bedre rammer med et nyt musikhus, der skal styrke skolens musikalske profil samt sikre, at der fortsat kan blive udklækket talenter på et højt og internationalt niveau. Det nye hus er integreret i det i forvejen unikke skolemiljø og er blevet opført som et æstetisk vartegn for skolen.

Musikhuset rummer kammersal, atrium, lydstudie, undervisningslokaler og øvelokaler. Det er ambitionen, at musikhusets moderne faciliteter skal løfte skolens fysiske rammer og gavne de mange elevers hverdag, så de kan folde sig ud som korsangere, dirigenter og musikere. Ydermere vil det blive muligt at invitere et endnu større publikum ind til koncerter.

Det nye musikhus blev indviet i maj 2024.

FAKTA

PROJEKT: Ny musikbygning til Sankt Annæ Gymnasium
ORGANISATION: Sankt Annæ Gymnasium
PERIODE: 2022-2024
STØTTE: 30 mio. kroner
ANDEN STØTTE: Augustinus Fonden samt Aage, Johanne Louis-Hansens Fond og William Demant Fonden.