Søstrehuset Christiansfeld
I Brødremenigheds- og UNESCO-byen Christiansfeld ligger det 4.000 m2 store Søstrehuset fra 1776. Med en omfattende restaurering møntet på bevarelse og egnethed som kulturhus er Søstrehuset nu omdannet til kulturcentrum for byen og omegn.
Historisk var køn udslagsgivende for, hvor i Christiansfeld man havde sin bopæl og daglige gang. Således blev Søstrehuset bygget til byens ugifte søstre, få år efter Christiansfelds anlæggelse som hjemsted for den reformatoriske Brødremenighed. Selvom den opdelte beboelsesstruktur i dag er ophørt, bærer bygningen stadig præg af dets tidligere brug, for eksempel den intakte korsal og de lange midterkorridorer. Med husets nye rolle som kulturcentrum, har det dog være nødvendigt med en opgradering af køkken- og toiletfaciliteter, opgradering af sikkerhed og tilgængelighed samt indvendig renovering af gulve, døre, vægflader og vinduer.
Søstrehuset rummer i dag Kolding Kommunes musikskole, lokalarkivet, Christiansfeld Turistkontor og Brødremenighedens museum og arkiv.
PROJEKT: Restaurering af Søstrehuset
STED: Christiansfelds historiske bykerne
PERIODE: 2012-2014
ARKITEKT: Jørgen Toft Jessen
BYGHERRE: Brødremenigheden i Christiansfeld
STØRRELSE: 4000 m2
STØTTE: 38 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
SE MERE: Brødremenigheden