Strandingsmuseum St. George
Strandingsmuseet St. George ved Thorsminde er blevet renoveret og udvidet, og det har givet plads til nye udstillinger bygget op om den unikke samling på over 4.000 bjergede genstande fra HMS St. George.
En nøglerolle for udvidelsen har været det 11 meter høje ror, som St. George mistede i dansk farvand og som resulterede i, at skibet gik på grund ud for Thorsminde. Det resterende af skibet sank dengang næsten intakt, og det var derfor muligt at bjerge de mange genstande, som ligger til grund for museet. Roret blev fundet og bjærget i 2003, da man gravede ud til en havmøllepark ved Rødsand.
Museet har også fået nyt formidlingsdesign, der tager udgangspunkt i flere forskellige formidlingsformer: tekst, foto, film, audiofortællinger, interaktive spil og leg samt storskærme med kort over kystområdet. Da halvdelen af museets gæster er turister, er teksterne holdt på et minimum men på både dansk, engelsk og tysk.
FAKTA
PROJEKT: Udvidelse og renovering af museum samt nye udstillinger
STED: Strandingsmuseet St. George, Thorsminde
PERIODE: 2016-2017
ARKITEKT: Frank Maali og Gemma Lalanda MLA/S
DESIGNERE: Event Communications Ltd.
BYGHERRE: De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune
STØRRELSE: 2.348 m2
STØTTE: 33 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden